Mads Mølgaard, Lisbeth Jagd og Helle Jørgensen samlet til arbejdsmøde i Den Rytmiske Limfjordsforbindelse. Privatfoto
Det sker

Aabybro er med i en Limfjordsforbindelse med musik i

Tre nordjyske spillesteder får støtte til at udvikle musikalsk samarbejde på tværs af Limfjorden

29. juni 2021 kl. 11:26

Statens Kunstfond har netop udpeget 14 nye netværks- og genrespillesteder rundt om i landet, der skal arbejde med udvikling af det rytmiske musikliv i resten af 2021.

Et af de 14 udpegede er spillestedsnetværket ”Den Rytmiske Limfjordsforbindelse” - et samarbejdet mellem STUBhuset i Støvring, Kultur- & Erhvervscenter Jammerbugt i Aabybro samt ALFA Vesthimmerlands Musikhus i Aars.

Med udpegningen følger et tilskud på 500.000 kr., der skal sikre et mere varieret koncertudbud i resten af 2021.

”Den Rytmiske Limfjordsforbindelse” har - ved fælles hjælp - store ambitioner om at løfte musiklivet i Rebild -, Jammerbugt- og Vesthimmerlands kommune.

De tre spillesteder har siden 2014 samarbejdet tæt om bl.a. realisering at koncertproduktioner og publikumsudvikling.

- Men med udpegningen til nyt netværks- og genrespillested får vi nu en enestående mulighed for yderligere at udvikle musiklivet i det store område, vi dækker, fremhæver koncertansvarlig hos Kultur- & Erhvervscenter Jammerbugt, Mads Mølgaard.

- Vi er stærkere og kan opnå mere gennem netværkssamarbejdet, end vi kan hver især. Det kræver udviklingsmidler at opdyrke interessen for de mere genrespecifikke koncerter i et tyndt befolket område, og der skal gøres en særlig indsats for publikumsudvikling, noterer han.

Leder af Alfa, Lisbeth Jagd, og leder af Stubhuset, Helle Jørgensen, er tilsvarende begejstrede.

- Vi ser en vej til at opnå større genremæssig mangfoldighed gennem samarbejder med egne målgrupper, eksempelvis museumsforeninger, lokale musikforeninger eller særlige målgrupper, som f.eks. børn, unge eller særligt sårbare.

- Disse samarbejder skal sikre, at der er reelle målgrupper for aktiviteterne, og de tre spillesteder er med mangeårig viden, faglighed og ekspertise garant for kvaliteten af koncerterne, lyder det fra Lisbeth Jagd.

- Udpegningen er er et markant boost til udviklingen af musiklivet i vores område, supplerer Helle Jørgensen.

- Den giver mulighed for at afprøve idéer, vi længe har haft på tegnebrættet. Eksempelvis en ny koncertklub med forbillede i Biografklub Danmark, som skal anspore publikum til at opsøge og opleve koncerter med kunstnere, de ikke kender i forvejen, nævner hun.

Annonceret indhold

Nyeste