Omkring 20 frivillige har været engageret i tilblivelsen af Fårup-sporet.
Det sker

Alle er velkomne: Frivillige indbyder til fest for at fejre ny vandresti

30. april 2024 kl. 06:02

SALTUM: Sidste år kunne Saltum Sti Gruppen invitere til officiel indvielse af den efterhånden meget populære Saltumsti, som er blevet til ved hjælp af lokale ildsjæle.

Nu inviterer gruppen til endnu en omgang festivitas i anledning af, at frivillige igen har trukket i arbejdstøjet og har sikret, at den velbesøgte Saltumsti er blevet forbundet til Vesterhavet.

- Det har været et mangeårigt ønske at forbinde Saltum med Saltum Strand, og det er lykkedes nu, siger Merete Fuglsang Hansen, der er medlem af stigruppen.

- Alle der bor i Saltum, kender til den smukke og unikke natur, som byen er omgivet af. Det vil de lokale gerne dele med omverdenen, for der er virkelig tale om en perle, som alle er stolte af, siger hun

Området ved Saltum er en perle, siger Merete Fuglsang Hansen.

Omkring 20 frivillige har været engageret i etableringen af den nye sti, som har fået navnet Fårupsporet.

- Der er tale om en 14 kilometer lang sti, som går fra Saltum by til stranden og tilbage til Saltum igen ad Fårupsporet, siger Merete Fuglsang Hansen, der glæder sig over, at der har været opbakning fra blandt andre lodsejerne, for uden deres tilsagn kunne projektet ikke have været realiseret, siger hun.

- Jeg fornemmer, at det har været en stor fordel, at der er tale om frivillige med stort lokalt kendskab. De kender området indgående og dermed også, hvor stien bør anlægges. Efterfølgende har de frivillige været ude og banke pænt på hos lodsejerne og fået en god dialog om projektet, siger Merete Fuglsang Hansen.

12 bænke giver mulighed for et hvil og et nydningsstund i den smukke natur.

Der er blevet udarbejdet en samlet folder med kort og information om alle stierne i og omkring Saltumområdet. Desuden er der blevet lavet 12 bænke, som de frivillige har kreeret af egetræ, der er fældet i området. 

Bænkene er opsat forskellige steder på ruten, og der er ikke tale om vilkårlige steder, siger Merete Fuglsang Hansen.

- Her har det igen haft stor betydning, at det er frivillige med stor viden om lokalområdet. Bænkene står på særlige ”Hot Spots” – altså steder hvor der er ekstra meget, man kan nyde - eksempelvis ved et smukt udsigtspunkt, et særligt sted i naturen eller et sted med læ etc.

De frivillige har også etableret en bro, som løber over en bæk.

Cowboykaffe og pølser over bål

9. maj inviterer arbejdsgruppen til festlig indvielse af den nye vandresti. Det foregår ved Nols sø, hvor der blandt andet er mulighed for at komme på guidede gåture af forskellige længder, mens Saltum Trim arrangerer løbetur. 

Der er arrangeret skattejagt af KFUM spejderne, kørsel med hestevogn og andre aktiviteter, inden der serveres bålkaffe, snobrød, kakao og pølser ved Vildmarkscenteret.

- Jeg håber, at vi får en rigtig hyggelig dag, og at mange vil tage del i indvielsen – ikke blot folk fra Saltum, men alle der har lyst. Vi synes, at der er grund til at fejre den nye sti, som jeg personligt tror bliver et stort aktiv ikke blot for dem der bor i Saltum men også for turister og besøgende i Saltum, siger Merete Fuglsang Hansen.

Skilte i skoven og en samlet folder fortæller om de mange stier, der er i området i og omkring Saltum.
Annonceret indhold

Nyeste