22. august er der Blokhus fly-in. Foto: Erhvervsforeningen Destination Blokhus
Det sker

Blokhus fly-in med 20 fly på stranden

09. august 2021 kl. 09:00

Blokhus Fly-In er tilbage på vingerne. Søndag 22. august er der højtflyvende oplevelser over stranden i Blokhus, hvor himlen indtages af veteranfly, propelfly og gyrokoptere.

Det oplyser Erhvervsforeningen Destination Blokhus, som står bag begivenheden.

20 forskellige fly vil flyve yderst tæt på vandkanten og lande på Blokhus Strand.

- Efter sidste års Fly-by, hvor flyene kun fløj forbi i lav højde, kan publikum nu igen se frem til at se de spektakulære fly lande direkte på Blokhus Strand og derefter inspicere dem helt tæt på. Lars Bech vil hele dagen speake og underholde med spændende fly-anekdoter og information om de forskellige flytyper. Når alle 20 fly er landet på stranden, er der åbningstale ved oberst Lars Christian Hedemark,

som er chef for Air Transport Wing på Flyvestation Aalborg, oplyser arrangørerne.

Herefter kan flyene blive studeret indgående, når der er det meget populære Meet & Greet på stranden. Her står piloterne står klar til at fortælle om deres fly og ikke mindst om oplevelser og erfaringer i luften.

- Vi har i år valgt ikke at starte med faldskærmsudspring. I stedet fokuserer vi 100 procent på de 20 specielle fly, som er særligt udvalgt til at deltage. Det giver bedre tid til Meet and Greet, fortæller eventansvarlig Jannie Ratke på vegne af arbejdsgruppen.

Desuden er der en konkurrence for publikum, som skal stemme på deres favoritfly, og vinderen får mulighed for at se Nordjylland fra oven på en gratis flyvetur over det nordjyske.

Hele dagen er der på Blokhus Strand udstilling indenfor flysporten. Her kan man blandt andet vinde en tur i en Herkules og se et svævefly helt tæt på.

Og der er stor interesse for at få lov til at være med i Blokhus Fly-in 2021, oplyser Jannie Ratke.

- En af deltagerne er 68-årige Michael Thurland, der begyndte at flyve i 1984. Han har blandt andet fløjet, mens han var udstationeret i Mellemamerika samt i mange lande i Afrika, Sydøstasien og Amerika.

Michael Thurland har fløjet mange forskellige typer fly, som aerobatics, søfly og veteranfly og har derfor mere end 1.800 flytimer bag sig. Hans længste flyvning er fra USA til Nicaragua, og de vildeste oplevelser er junglelandinger i både Costa Rica og Nicaragua. Han kommer til Blokhus i flytypen KZ VII fra 1948.

Udstillingen på stranden kan ses fra 12 til 17, mens flyene lander på stranden klokken 12.30.

13.30 er der velkomsttale ved oberst Lars Christian Hedemark, chef for Air Transport Wing, og klokken 14 er der Meet & Greet.

Klokken 16.30 letter flyene igen.

Annonceret indhold

Nyeste