Dodo and the Dodos er blandt de bands, der spiller på friluftsscenen i Blokhus denne sommer. PR-foto
Det sker

Fem sommerkoncerter i Blokhus

MUSIK: Torvegruppen inviterer på koncerter med blandt andre Poul Krebs og Dodo and the Dodos

09. juni 2021 kl. 15:03

Musik i sommerlandet er tilbage på Blokhus Torv. Det oplyser Torvegruppen, som står bag initiativet med at invitere til en sommer med masser af musikalske oplevelser på friluftsscenen i Blokhus, i en pressemeddelelse.

- Efter at vi sidste år måtte aflyse de populære koncerter på Torvet, er det med stor begejstring, at vi nu kan offentliggøre programmet for årets sommerkoncerter, oplyser Jannie Ratke, eventansvarlig

for Erhvervsforeningen Destination Blokhus.

- Vi er utroligt stolte over, at vi trods de mange udfordringer har formået at lave et corona-venligt set-up med nogle af Danmarks absolut bedste kunstnere, tilføjer hun.

Koncerterne bliver med Die Herren, Dodo & The Dodos, Poul Krebs, Rasmus Bjerg og Sømændene.

Hver torsdag i perioden 15. juli til 12. august inviteres til koncerter under åben himmel i Blokhus, og det sker på følgende dage:

15. juli - Die Herren. Opvarmning: Fester Kester.

22. juli - Poul Krebs. Opvarmning: The Bats.

29. juli - Rasmus Bjerg. Opvarmning: Petrols.

5. august - Dodo and the Dodos. Opvarmning: Romhandleren.

12. august - Sømændene. Opvarmning: Back on Track.

Der bliver plads til færre folk end tidligere. Pga. corona er pladsen reduceret fra forrige års mange tusinder til 1.000 siddepladser på bordebænke-sæt til hver koncert. Der skal købes nummererede billet online inden koncerterne, da der ikke vil være billetsalg i døren.

Koncertpladsen åbner klokken 18, og den vil være hegnet ind, så man ikke kan se noget udefra for at undgå forsamlinger uden for koncertområdet.

Arrangør er Torvegruppen, som er en interessegruppe under Erhvervsforeningen Destination Blokhus. Koncerterne er støttet af Jammerbugt Kommune og en række sponsorer.

Annonceret indhold

Nyeste