Det sker

Mød fortiden på Vikingemuseet Lindholm Høje

BYENS LIV: Er du vild med vikinger? Så er et besøg på museet et must her i ferien

31. juli 2021 kl. 10:00

Gravpladsen er en attraktion i sig selv, og kombineret med et besøg inde på museet er der masser at opleve - især hvis du er vild med historie og vikinger.

Når du bevæger dig rundt på gravpladsen på Lindholm Høje, befinder du dig på et af Danmarks smukkeste og mest markante fortidsminder fra yngre jernalder og vikingetid, skriver Nordjyske Museer på sin hjemmeside.

Der er fundet i alt 41 jordfæstegrave og op mod 700 brandgrave omgivet af stensætninger, og det er dem, du kan se i landskabet i dag.

Stensætningerne har forskellig form, og på højen ses både ovale, trekantede og skibsformede stensætninger. Det har vist sig, at gravene med de trekantede og skibsformede stensætninger har været forbeholdt mænd, mens brandgrave med kvinder var ovale eller kredsformet, står der også på hjemmesiden.

I slutningen af vikingetiden blev hele området dækket af flyvesand, som var op mod fire meter tykt, og det har skabt helt enestående bevaringsforhold for gravpladsen og de mange stensætninger. Havde flyvesandet ikke dækket højen, var de mange sten sandsynligvis blevet fjernet i forbindelse med pløjning.

I dag står de hundredvis af stensætninger som mindesmærker over de døde vikinger, og fund gjort i gravene tyder på, at landsbyen ved Lindholm Høje ikke bare var en almindelig agerlandsby men højere oppe i hierarkiet blandt de omkringliggende landsbyer.

Som en ekstra oplevelse har du fra toppen af højen en formidabel udsigt over Limfjorden, der allerede i oldtiden var af stor betydning.

Du kan læse mere om museet, åbningstider osv. på hjemmesiden nordjyskemuseer.dk

Annonceret indhold

Nyeste