Der har også tidligere været torvemarked på Gjøl - nu kommer det igen. Foto: Gjøl Borger- og Erhvervsforening
Det sker

Travl weekend i sigte på Gjøl

13. august 2021 kl. 09:22

I den kommende weekend bliver der masser af aktivitet på Gjøl.

Det oplyser formand for Borger- og Erhvervsforening, Keld Schumann.

- Fredag har Borger- og Erhvervsforeningen indbudt til fyraftens øl/vand kl. 15-17 på Gjøl Autoværksted for at fejre, at det efter mere end to års arbejde er lykkedes hen over sommerferien at få taget den nye mobilmast på Gjøl i brug. Et stort ønske hos mange borgere, der har problemer med mobildækningen, skriver han.

Det er TDC, der har opsat sendere i den 49 meter høje mobilmast.

Senere fredag kl. 19 er der sommerunderholdning på Gjøl Havn, hvor Ib Buchholtz underholder på plænen ved Gjøl Kro på harmonika med sømandssange og tangomusik.

- Sommerunderholdningen er et gratis tilbud til alle, der kommer forbi havnen, og det er det fjerde ud af de fem arrangementer, som er programsat i 2021. Om lørdagen afholder Gjøl Brugsforening i samarbejde med Gjøl Borger- og Erhvervsforening torvemarked på torvet ved Brugsen og Troldemuseet i tidsrummet kl. 11 til 15. Her vil der være musik og aktiviteter til børnene, og kl. 12 er den helstegte gris klar til servering, oplyser Keld Schumann.

Kl. 13 bydes der velkommen til nye tilflyttere til Gjøl, hvor 28 husstande med mere end 70 personer, der er flyttet til Gjøl indenfor de seneste to år, er tilmeldt.

- Det er meget flotte tal, der bekræfter, at Gjøl forsat er et aktivt bosætningsområde og et af de få landdistrikter i Jammerbugt Kommunen, der har en positiv befolkningsudvikling, mener Keld Schumann

Annonceret indhold

Nyeste