Man kan komme på tur på hesteryg i naturen omkring Fårup. Privatfoto
Det sker

Ugens outdoor: På hesteryg i naturen omkring Fårup

01. juli 2021 kl. 16:00

I Fårup Sommerland finder man en masse udendørs oplevelser, men de byder også på en udendørs oplevelse udenfor parken i naturen omkring Fårup.

Her der er mulighed for at komme med på en idetur gennem skoven, naturen og terrænet omkring Fårup.

Hesteansvarlig Else Nielsen fortæller, at det giver noget særligt at opleve naturen fra hesteryg.

- Man kommer jo længere, end når man går, og man kommer meget tættere på dyrene. Vi ser tit rådyr og harer. Man har måske også lidt skærpet opmærksomhed. Man lugter og hører det hele på en anden måde, måske fordi der er mange nybegyndere og folk, der ikke har redet tit. Tit er folk lige usikre, så handler det om at skabe tryghed, fortæller hun.

- Det er en blandet flok, vi rider med, og det er meget forskelligt, hvad vi ser.

Der er forskellige rideture, som er passet til både erfarne og let øvede ryttere. De islandske heste er rolige, pålidelige og vant til børn.

- Man behøver ikke kunne ride, men man skal have mod på at turde det og holde balancen. Hestene er enormt søde og går på en række, fortæller Else Nielsen.

Turene går gennem skov og ud, hvor man kan kigge over vandet ned til Slette Strand og også til Rubjerg Knude Fyr på de gode dage.

Alle rideture skal bookes og betales i forvejen for at sikre, at der er plads.

Turen varer to timer inklusiv klargøring af hestene.

Annonceret indhold

Nyeste