33-ørige Casper Lindhøj Nielsen er fra 1. april ny Meny-købmand i Aabybro. Men der går lige et par uger, inden han er i Aabybro på fuld tid.
Shopping

Erfaren Meny-mand er ny købmand i Aabybro

02. april 2024 kl. 11:01
Opdateret kl. 11:30

AABYBRO: Man kan næsten sige, det er Meny-blod, der ruller i årerne hos Casper Lindhøj Nielsen, som bliver den ny købmand hos Meny i Aabybro. I størstedelen af sit voksenliv indenfor dagligvarehandlen har han været tilknyttet Meny.

Han begyndte som ungarbejder hos Dreisler i Skalborg - det nuværende Meny. Senere blev det til fire år hos Meny i Skalborg, inden han blev butikschef for den nye Meny på Østre Havn i Aalborg. Casper var ikke med helt fra start, men blev ansat som butikschef få måneder efter åbningen. Her har han været i omkring fem år, men er fra 1. april købmand i Meny i Aabybro.

- Selv om jeg er ansat pr. 1.april i Aabybro, går der nogle uger, inden jeg er fuldtids i Aabybro, fortæller Casper Lindhøj Nielsen, som også har været igennem Menys lederuddannelse.

Men det var faktisk et helt andet sted end Meny, han fik sin uddannelse, nemlig hos Metro i City Syd i Aalborg. Det er flere år siden, butikken lukkede, og den tyske detailkoncern er ikke længere i Danmark.

Desuden har Casper Lindhøj Nielsen en konstabel-uddannelse fra Ingeniørtropperne i Skive.

Den ny Meny-købmand er 33 år og stammer fra Godthåb ved Aalborg. I dag bor han i Skalborg sammen med kæresten og tre børn.

- Når jeg har fri, tager jeg en løbetur. Jeg kan godt li' at løbe langt, fortæller han og tilføjer, at det er blevet til to maratonløb og adskillige halv-maraton.

- Jeg glæder mig helt vildt til at komme til Aabybro, som jo er en by, der udvikler sig voldsomt, siger Casper Lindhøj Nielsen og tilføjer, at butikken i Aabybro på alle områder er større end den på Østre Havn - omsætningsmæssigt, arealmæssigt, antal ansatte m.v.

Casper Lindhøj Nielsen vil være synlig i Meny-butikken i Aabybro.

- Jeg er frem til at møde kunderne, og jeg håber også at kunne sætte mit præg på butikken, fortæller han.

Annonceret indhold

Nyeste