Ruten går blandt andet forbi Blokhus Feriecenter.
Livet her

For første gang: Nu kan du deltage i "løb" med ølsmagning

09. april 2024 kl. 14:21

Er du klar til løbet, hvor man ikke behøver løbe eller komme først i mål, men blot skal have drikkearmen klar?

Det skriver Erhvervsforeningen Destination Blokhus i en pressemeddelelse.

Ølelskere og ølnydere har noget at se frem til den 25. maj 2024, når Bajerløbet løber af stablen for første gang.

Erhvervsforeningen Destination Blokhus har lagt op til en eftermiddag, hvor fællesskab, øl og smagsoplevelser er i fokus på den to kilometer lange rute, som skal tilbagelægges.

Bajer samler glade mennesker

Bajerløbet er ikke et helt normalt løb – det handler ikke om at komme først i mål, men at skåle med dine venner og dem, som du ikke kender, igennem ølsmagninger fra forskellige nordjyske bryggerier.

For at give den bedste oplevelse har arrangøren allieret sig med Danske Ølentusiaster, som vil stå for uddeling af de lækre smagsprøver.

Tematiserede barsteder

Undervejs på ruten vil deltagerne støde på tematiserede barsteder, der tilbyder unikke og spændende øloplevelser.

Fra Blokhus Feriecenters arkadelokale til sømandsstemning i Redningsstationen vil der være noget for enhver smag. Ruten på to kilometer går igennem Blokhus bymidte med start fra Blokhus Torv.

Der vil være fællesopvarmning, inden man sendes ud på ruten.

Du kan få Early Bird-billetter til 199 kroner - der er dog et begrænset antal. Herefter stiger prisen til 249 kroner. Med i prisen følger der et smagsglas.

Man skal være 18 år og have gyldigt ID med på dagen for at deltage.

Annonceret indhold

Nyeste