Forårskoncert med Fjerritslev Bykor.
Livet her

Forårskoncert med lokalt kor

28. april 2024 kl. 14:01

FJERRITSLEV: Lørdag den 4. maj kl. 16.00 vil Fjerritslev Bykor fylde kirkerummet i Fjerritslev med skønne forårsklange og smukke og iørefaldende melodier fra film- og musicalverdenen.

Det fortæller kirken.

Det store kor, på godt 50 sangere, vil gøre deres yderste for, at publikum får en unik musikalsk oplevelse med overvejende kendte toner, suppleret med nyere klange og rytmer.

Af traditionelle forårssange fra korets repertoire kan nævnes "Velkommen lærkelil" og "Grøn er vores hæk", og ligesom man udenfor kan nyde lærkesangen og de grønne træer og buske, så bliver der også indendørs rig lejlighed til at nyde korets fortolkninger af forårets farver og stemninger.

Efter afdelingen med forårssange kaster koret sig blandt andet over evergreens som "Singin' in the rain", "Over the rainbow" og den danske "Forelsket i København".

Forårskoncerten foregår i kirken, og derfor har koret valgt at slutte med tre sange, der i stemning går i et med kirkerummet. Det er den svenske "Min plats på jorden" og den keltiske bortsendelsessalme "Må din vej gå dig i møde", inden koncerten slutter med en af Mozarts allersmukkeste kompositioner "Ave verum corpus".

Koret afslutter forårssæsonen med en koncert i Løgstør Kirke den 23. maj.

Som sædvanlig ledes koret af Kaj Pries og akkompagneres af Anders Krogh.

Annonceret indhold

Nyeste