Livet her

Fuldt hus til borgermøde: den grønne omstilling møder både opbakning og modstand

Omkring 250 var mødt op for at høre om planerne om vedvarende energianlæg i Jammerbugt Kommune, og de fik også mulighed for at møde projektmagerne bag de forskellige energiprojekter

01. februar 2023 kl. 12:04

BROVST: Der var bestilt kaffe og kage til omkring 100 personer, men der kom flere end dobbelt så mange, da Jammerbugt Kommune mandag aften havde invitereret til borgermøde i Brovst Sport & Kulturcenter.

Kommunalbestyrelsen har godkendt et forslag til et kommuneplantillæg, hvor der er udpeget i alt fire interesseområder til etablering af vindmøller, solceller og biogas. 

Borgmester Mogens Chr. Gade (V) og teamleder for planafdelingen, Kell Agerbo, fortalte om processen og de interesseområder, som Jammerbugt Kommune har udpeget.

De udpegede områder er Kaasholm, to områder ved Klim og et område kaldet Rendbæk Øst. Kommuneplantillægget er i øjeblikket i offentlig høring, og i den forbindelse havde kommunen inviteret til borgermøde, som altså endte med at blive et velbesøgt et af slagsen. 

- Det er et imponerende fremmøde, hvilket viser, at der er stor interesse for den grønne omstilling, siger borgmester Mogens Chr. Gade (V) og tilføjer, at han har respekt for de borgere, der udtrykker bekymring over projekterne.

- Det er de overordnede linjer og meget tidligt i processen, og det er stadig muligt at lave en anden afgrænsning af områderne for at tilgodese natur og naboer.

Land kontra by

Særligt energiprojektet kaldet Rendbæk Øst, der lægger op til solceller, biogasanlæg og vindmøller på et 815 hektar stort areal, fik mange knubbede ord med på vejen.

- Hvorfor er det altid Rendbæk Øst, der skal holde for, ville en af de fremmødte vide?

Mogens Chr. Gade replicerede, at han havde forståelse for, at pågældende borger kunne føle sig forfulgt, men slog fast, at de pågældende interesseområder er blevet aktuelle på grund af konkrete ansøgninger fra investorer.

Svend Moustsen Hansen (th. i billedet) har sammen med blandt andre Better Energy indsendt en ansøgning om etablering af en solcellepark ved Hune. Dette område blev dog ikke i første omgang udpeget som interesseområde.

Som tidligere omtalt i Nordjyske er beboere i området bekymrede over udsigten til at blive nabo til energiøen, og flere af dem var til stede ved aftenens møde, herunder Søren Haese og Poul Christensen.

- Jeg ejer 16 hektar jord inde midt i den planlagte solcellepark. Hvordan kan I tillade jer at medtage det i interesseområdet uden at spørge mig, lød det blandt andet fra Poul Christensen.

Teamleder for Team Plan i Jammerbugt Kommune, Kell Agerbo, gjorde i den forbindelse opmærksom på, at det endnu er tidligt i processen, og at første skridt har været at udpege interesseområder. Efter høringsfasen vil en mere detaljeret planlægning blive indledt, og de pågældende jordejere vil blive inddraget, ligesom der pågår en VVM-redegørelse

- De pågældende områder er ikke undersøgt i forhold til naboer, natur og dyreliv, og der skal arbejdes med tilpasning inden for hvert område, sagde Kell Agerbo.

Søren Haese mener, at et anlæg af en størrelse, som det der er planlagt nord for Aabybro er helt ude af proportioner.

Søren Haese gav forleden udtryk for sin bekymring for naturen, som han mener bliver taberen, hvis energiøen bliver realiseret. Desuden udtrykte han skepsis over, at det åbne land skal forsyne byerne med energi.

- Hvorfor stiller man ikke krav om, at nye huse skal opføres, så de er selvforsynende i forhold til energi. Jeg kan undre mig over, hvorfor man pålægger os, der bor på landet disse projekter, og derved også påfører os et værdimæssigt tab på vores huse, sagde han.

Kell Agerbo gav Søren Haese ret i, at man rent politisk bør tage fat på diskussionen om, hvorvidt det åbne land bare skal være forsyningsområde for byerne. 

Også positive reaktioner

Jesper Holmsgaard er nærmeste nabo til et solcelleprojekt ved Kaas Briketfabrik. Her ønsker energiselskabet European Energy og ejerne af arealet at etablere solceller på et 410 hektar stort areal.

- Vi har bosat os i Moseby for at være tæt på naturen, og jeg kan have en bekymring i forhold til dyrevildtet, og hvad der kommer til at ske der, når vi får Naturnationalpark Tranum, sagde Jesper Holmsgaard. 

- Omvendt er jeg positiv over for, at der, med projektet, kan rejses midler til at renovere briketfabrikken og få givet hele området et løft.

Søren Rosenberg fra Danmarks Naturfredningsforening Jammerbugt bakker op om den grønne omstilling i de udpegede interesseområder.

Også Søren Rosenberg, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening, Jammerbugt var positiv overfor projekterne i de pågældende interesseområder.

- Fra vores synspunkt giver det god mening at fremme den grønne omstilling, og når man friholder beskyttet natur og habitat natur, så bakker vi generelt op om projekter omkring løsning af klimaudfordringerne, siger Søren Rosenberg.

Ifølge Kell Agerbo er der dog fortsat lang vej til vej til en eventuel realisering af projekterne, og der er en del forhold, som kræver en afklaring.

Jammerbugt Kommune håber at få besked inden sommer, hvor et kommende statsligt testcenter skal placeres.

Dels er det nødvendigt med yderligere kapacitet på transmissionsnettet, og dels afventer Jammerbugt Kommune svar fra staten på placeringen af et tredje statsligt testcenter.

- Der er tre områder i spil i Jammerbugt Kommune til et testcenter, og hvis staten vælger området i Store Vildmose, kan det blive på bekostning af Rendbæk Øst-projektet. Men vi forventer at få besked fra staten inden sommer, sagde han.

Det er muligt at komme med indsigelser frem til 14. februar.

Annonceret indhold

Nyeste