Mennesker

Claus og Hans savner flere kolleger

Brandstationen i Fjerritslev holder åbent hus - håbet er at skabe interesse for faget - for der er brug for flere brandfolk

31. oktober 2021 kl. 08:15

Ingen ønsker, at der ikke kommer nogen med brandsprøjterne, hvis uheldet er ude. Ingen ønsker heller ikke, at der bliver en lang responstid inden, at brandfolkene dukker op.

Bare rolig - det er der heller ikke udsigt til. Men... Hos brandstationen i Fjerritslev der søger man folk - mænd som kvinder, der er villige til at hjælpe, hvis uheldet for alvor er ude.

- Vi mangler folk. I øjeblikket er vi 15 deltidsansatte brandfolk, og det er i underkanten, siger Claus Hermansen, der er brandstationsleder.

Derfor holder brandstationen åbent hus lørdag 6. november fra 10 til 14 på Aggersundvej 38. Claus Hermansen håber, at arrangementet vil kunne få nye til at blive interesserede i den samfundsmæssige ret vigtige opgave.

På dagen kan man ud over at få sig en snak med brandfolkene se nærmere på, hvordan en bil klippes i mindre stykker, hvordan en klassisk køkkenbrand med olie håndteres. Der vil selvfølgelig også være noget for børnene.

Hans Pedersen, der har været deltidsbrandmand i efterhånden en hel del år ved siden af sit faste arbejde hos Migatronic i Fjerritslev, opfordrer til, at dem, som kunne værre interesseret i at blive ansat ved brandvæsenet, tager deres samlever med lørdag 6. november.

- Der kommer flere pårørende, som man vil kunne snakke med. Det er en funktion, som de pårørende skal indforstået med. Der skal være opbakning fra hjemmefronten, siger Hans Pedersen.

Som deltidsbrandmand skal man i princippet være til rådighed døgnet rundt, men man kan melde sig indisponibel ved ferier og arrangementer. Man skal kunne stille på stationen i løbet af få minutter, når alarmen har lydt.

- Vi savner folk, der kan være her i dagtimerne, derfor så kunne det være oplagt med folk, der arbejder her men som ikke nødvendigvis bor her, siger brandstationslederen.

Han ser også gerne, at der kommer flere yngre folk, og han opfordrer lokale virksomheder til at være åbne over for det og give deres ansatte den mulighed.

- Vi vil gerne opfordre virksomhederne til at undersøge, om der ikke kunne være plads til den type folk i deres virksomhed, siger han.

Holdleder Hans Pedersen er ikke den eneste, der har sin daglige gang både ved brandstationen og hos Migatronic.

- På et tidspunkt var vi seks brandfolk hos Migatronic, siger Hans Pedersen, der i øvrigt lægger vægt på, at der en god tone på stationen.

- Der er ingen hård jargon, men der kan godt være lidt galgenhumor, siger Claus Hermansen.

For at komme i betragtning af en stilling, skal man have en ren straffeattest og så ellers bare være i nogenlunde god form. Uddannelsen består af i alt 74 timers grunduddannelse efterfulgt af sammenlagt fire ugers funktionsuddannelse. Begge moduler foregår i Randers.

Brandstationerne i Thisted og Aalborg kører udelukkende i regi af Nordjyllands Beredskab. Resten af de 32 brandstationer i Nordjylland drives af Falck men hører ind under Nordjyllands Beredskab.

Annonceret indhold

Nyeste