Aabybro står sammen om at samle ind til Knæk Cancer med en række aktiviteter - herunder et stort indsamlingsshow med auktion. Foto: Kim Dahl Hansen
Livet her

Frivillige i Aabybro samlede 565.000 kroner ind

KNÆK CANCER: Der var stor opbakning til en uge med masser af aktiviteter og stort indsamlingsshow i Aabybro

01. november 2021 kl. 13:28

Hele sidste uge har stået i Knæk Cancers tegn i Aabybro, og lørdag aften var der stort indsamlingsshow i DGI Huset i Aabybro, hvor hallen var fyldt med mennesker, der ud over at spise og høre musik også havde mulighed for at byde på en række ting ved flere auktioner.

- Det gik ud over al forventning, det gik simpelt hen så godt og langt ud over, hvad vi havde turdet håbet på. Auktionerne gik rigtigt godt, folk var bare gavmilde på aftenen. Og så var der alle de andre ting, der har bidraget rigtigt flot, så vi samlet set kunne få det flotte resultat. Da vi ringede ind til TV2, havde vi 565.000 kroner, fortæller June Haugaard, der er med i styregruppen for indsamlingsshowet og foreningen Knæk Cancer Aabybro.

Der var blandt andet en lykketrold, som indbragte 20.000 kroner, den var lavet af kunstneren Quang fra Herning.

Et maleri af Henrik Busk Andersen gik for 60.000 kroner.

Og en 12-årig pige bag Cilledesign donerede 34713 kroner, som hun har fået ved at designe og sælge ørestikker.

- Det var meget festligt, fortæller June Haugaard, der oplevede rigtig positiv feedback både på aftenens indsamlingsshow og de andre aktiviteter, som forskellige andre aktører i Aabybro har stået for.

Der har blandt meget andet været modeshow, flere slags løb, salg af tapas og banko på programmet i ugens løb.

Til indsamlingsshowet var der også en overraskelse - Poul Krebs kom og spillede.

- Hele salen stod op på et tidspunkt. Det var rigtigt fedt, beretter June Haugaard.

Hun oplevede også, at folk efter en tid med corona var ekstra glade for at kunne samles både til showet og de mange aktiviteter, ugen bød på.

- Det tager vi ikke helt for givet længere på samme måde, konstaterer hun.

Nu tager styregruppen lige en pause på et par måneder - men i starten af næste år går de så småt i gang med igen at samle byen om Knæk Cancer.

- Vi er overvældede over den positive feedback, vi har fået, og vi er glade og taknemmelige for den store opbakning, vi og alle de andre frivillige har oplevet - vi er meget stolte på byens vegne over det flotte resultat. Det er ikke kun Aabybro, der har også været sponsorer og deltagere fra de omkringligende byer. Der var også i år et løb i Ølandsskoven, som var en stor succes, opsummerer June Haugaard.

Det er tradition i Aabybro, at man samles om at samle ind til Knæk Cancer i ugen op til det store indsamlingsshow på TV2.

Annonceret indhold

Nyeste