En kutter fra Thorup Strand pryder sandslottet. Foto: Poul Nymark
Livet her

Hylder gutterne på kutterne: Fredag indvies verdens største sandslot

Skulpturparken i Blokhus har inviteret verdenspressen til indvielsen af verdens største sandslot

01. juli 2021 kl. 18:01
Opdateret kl. 19:52

BLOKHUS: Verdens største sandslot indvies fredag i Blokhus, hvor det strækker sig mere end tyve meter op mod den sommerblå himmel.

Målet er at nå en højde på 2021 centimeter for at markere årstallet, men om skulptørerne kan ramme så præcist, løfter Skulpturparken først sløret for, når sandslottet indvies fredag til middag.

Sikkert er det dog, at det kommer til at slå den nuværende verdensrekord på 18 meter.

Sandslottet er bygget udenfor parken, så det kan ses gratis fra parkeringspladsen. Foto: Poul Nymark

6400 tons sand

Nogle af verdens bedste sandskulptører har knoklet for at få sandslottet færdigt til indvielsen, og de vil sikkert arbejde med at finjustere nogle små detaljer selv efter indvielsen.

De 16 kunstnere har arbejdet med mindst 6400 tons sand, og selve sandslottet er udsmykket som en hyldest til Jammerbugt og den nordjyske vestkyst. Der er blandt andet referencer til gutterne fra kutterne i Thorup Strand, mountainbike-ryttere ved Slettestrand og fyret ved Rubjerg Knude.

For at vise, at sandslottet er bygget på et specielt tidspunkt i historien, kravler der fra bunden små mænd op ad sandslottet med vacciner for at bekæmpe corona-epidemien.

Arbejdet med byggeriet gik i gang 19. maj og skulptørerne har arbejdet lige til det sidste for at nå at blive færdige.

Kunstnerne er ...

FRA RUSLAND: Ruslan Korovkov • Bagrat Stepanyan • Abdulganiev Teimur • Max Bespalov

FRA PORTUGAL: Pedro Leitão Bignolas Mira da Silva

FRA ITALIEN: Leonardo Ugolini

FRA BELGIEN: David Enguerrand

FRA LETLAND: Maija Ile • Karlis Ile

FRA HOLLAND: Marielle Heessels • Wilfred Stijge • Edith Van De Wetering • Susanne Ruseler • David Ducharme • Niall Magee • Charlotte Koster • Helena Bangert

Kilde. Kulturhuset Blokhus

Skal trække mennesker til Blokhus

John Andersen, der er indehaver af Skulpturparken, håber at verdensrekorden kan være med til at udvide parkens sæson og trække mange mennesker til Blokhus, som lægger penge i byen.

Han gætter forsigtigt på, at sandslottet kan tiltrække 35.000 flere til Blokhus hen over sommeren og efteråret og det glæder ham.

- Vi elsker dem, som kommer på en endagstur herop, for de spiser også på byens restauranter og shopper i butikkerne, og det er jo godt, især udenfor højsæsonen, siger han.

Helena Bangert fra Holland er en af kunstnerne, der har arbejdet med skulpturen. Foto: Poul Nymark

Tror på dobbelt så mange turister

Hos Destination Nordvestkysten, der står for turismesamarbejdet langs vestkysten, er man også glade for, at Blokhus Skulpturpark snart kan kalde sig indehaver af verdens største sandslot. For det gør det nemmere at sælge Jammerbugt, som turistdestination rundt om i verden.

- Alt, hvor vi kan være størst og bedst og få noget wauw-faktor, der har vi evidens for, at det vækker både opsigt og interesse, siger direktør Peter Krusborg.

- Og så er det vores opgave, at konvertere det til gæster, overnatninger og forbrug.

Han har i projektet set estimater på, at sandslottet kan tiltrække op mod 70.000 turister til Blokhus, og selv om det er det dobbelte af, hvad John Andersen forventer, så tror turist-direktøren stadig, at det kan lade sig gøre.

- Det er konservativt, men fornuftigt sat, siger han.

Den officielle indvielse af sandslottet foregår fredag og den færdige skulptur kan ses frem til den hårde frost sætter ind.

Men sandslottet er ikke den eneste størrelsesrekord, de har tænkt sig at sætte i Jammerbugt. Tidligere på sommeren meldte Fårup Sommerland ud, at de får Danmarks største rutchebane. Det kan du læse mere om her.

Annonceret indhold

Nyeste