Arkivfoto: Martin Damgård
Livet her

To nordjyske sogne nærmer sig nedlukning

Smittetallet i de to sogne er gået hidsigt i vejret i løbet af denne uge

21. august 2021 kl. 17:29
Opdateret 22. august 2021 kl. 16:25

Opdateret 22. august: Skelund Sogn lukkes ned fra 23. august - mere her:

Se også
Smitten stiger: Dette nordjyske sogn lukkes ned - se konsekvenserne

NORDJYLLAND: To sogne i Region Nordjylland balancerer på kanten af en nedlukning på grund af stærkt stigende smitte med coronavirus. Det på trods af, at grænsen for hvornår man lukker et sogn, tidligere på året blev hævet markant, da store dele af København og Aarhus ellers stod til at blive lukket ned.

I Nordjylland drejer det sig aktuelt om Skelund Sogn i Mariagerfjord Kommune og Saltum Sogn i Jammerbugt Kommune, hvor der ikke skal ret meget til, før man skal til at hænge "Lukket"-skiltet ud på skoler og kulturinstitutioner - nogle af de ting, der lukker i forbindelse med en sognenedlukning.

Et sogn bliver lukket, når incidensen i sognet er over 1000 (der er mere end 1000 smittede pr. 100.000 indbyggere over de seneste syv dage) samt der er mindst 20 smittede over de seneste syv dage i sognet og at positivprocenten er over tre.

I Skelund Sogn, hvor der bor 1066 sjæle, er man ét smittetilfælde på rullende syv dage fra at lukke. Incidensen i sognet er lørdag på 1782 og hidsigt stigende. Positivprocenten er 9,21 og antallet af smittetælde over de seneste syv dage er 19 - men det tal stiger altså hurtigt. Søndag 15. august var der ingen nye smittede i sognet, i dag 19. Så sandsynligheden for, at det tal stiger til 20 søndag, hvorefter sognet skal lukke ned, er ikke helt lille.

I Saltum Sogn, der har 1329 indbyggere, er der en incidens på 1354, en positivprocent på 19,05 og aktuelt 18 nye smittede over de seneste syv dage. Men også her er det et hidsigt nyligt smitteudbrud, der driver tallet op - i tirsdags var tallet for nye smittede et stort rundt nul. Så i Saltum kan man også bare holde vejret og vente på søndagens tal for at se, om der dukker de yderligere to nye smittetilfælde op, der vil sende sognet i rødt.

Hvis et sogn lukker ned, så skal det i syv dage i træk have været under lukkegrænsen, før det kan åbne igen. Altså skal højst to ud af de tre kriterier være opfyldt i løbet af de syv dage - hvis sognet efter fem gode dage pludselig ryger over nedlukningsgrænsen, så nulstiller man tælleren og der skal kunne tælles til syv dage med højst to kriterier opfyldt igen.

Annonceret indhold

Nyeste