May-Britt Lassen, som driver Shell-tanken sammen med sin mand Allan Vester Lassen, havde travlt med at udlevere gaveposer
Livet her

Kilometerlang kø: 9300 liter brændstof solgt til spotpris

21. oktober 2023 kl. 08:39

Der var kilometerlang kø gennem Saltum i nordgående retning, da der fredag eftermiddag var åbningsfest for den ny Shell-tank på hovedgaden, Tinghøjgade. 

Priserne var sat voldsomt ned på både benzin og diesel. 9,99 kr. var prisen for en liter benzin eller en liter diesel. Normalpriserne fredag på stationer uden forretning var 14,19 for benzin og 13,49 for diesel. Altså en besparelse på 4,20 pr. liter benzin og 3,50 for diesel.

Alle bilister fik en gavepose

Tilbuddet varede i tre timer, og i den tid nåede 220 bilister at få fyldt bilens tank. I alt blev der solgt 9300 liter brændstof, fortæller tankstationens ejer Allan Vester Lassen.

En enkelt bilist, som var ejer af en stor Ford, fik 120 liter i tanken.

Allan Vester Lassen havde travl med at dirigere trafikken på Tinghøjgade, mens hustruen May-Britt Lassen uddelte gaveposer til de mange bilister, som kørte ind op tanken. Også to døtre var trukket i en Shell-jakke og hjalp på tanken.

Shell havde sendt knap en halv snes hjælpere til Saltum.

Skulle man gennem Saltum i nordgående retning krævede det lidt tålmodighed. Op mod en time kunne det tage at komme gennem byen da køen var længst..

Trafikalt ravage

Det billige brændstof blev solgt fra kl. 14 til kl. 17. Men allerede kl. 11 holdt de første biler og ventede på de billige dråber.

- De bilister, der kom så tidligt, blev vi nødt til at sende væk igen, så der kunne blive plads til de bilister, som skulle have brændstof, inden prisen blev sat ned, fortæller May-Britt Lassen.

Flere bilister vendte bilen, da de så køen gennem Saltum.

Men allerede ved middagstid var der igen bilister, der ventede på, at kl. skulle blive 14 og dermed billig brændstof.

- Vi skabte lidt trafikalt ravage i Saltum. Men det varede kun tre timer, lyder det smilende fra May-Britt Lassen, som nu forventer en lørdag uden ret mange kunder.

- Jeg synes åbningsfesten forløb fint. Det var glade bilister, som ind på tanken. Der var selvfølgelig enkelte bilister, som bare skulle gennem Saltum, der var lidt utålmodige, fordi det tog lidt tid at komme gennem byen i nordgående retning, fortæller Allan Vester Lassen og tilføjer, at han blev holdt skadesfri rent økonomisk.

- Shell betalte. Vi bidrog med vores arbejdskraft, siger han.

Shell havde sendt knap en halv snes hjælpere til Saltum. De skulle hjælpe med påfyldning af brændstof og hjælpe bilisterne ud og ind på tanken.

For år tilbage blev en planlagt omfartsvej ved Saltum lagt i graven. Måske havde den været nyttig fredag.

- Nej, nej. Hvis vi havde fået omfartsvejen, havde vi ikke stået med den her åbningsfest. Med omfartsvejen havde Saltum været død, fortæller May-Britt Lassen, inden hun fortsætter med uddelingen af gaveposter til den fortsatte strøm af biler, der ruller ind på Shell-tanken.

Annonceret indhold

Nyeste