Livet her

Alle gode gange tre for Stafet For Livet i Fjerritslev

NYSKABELSE: 832 gæster tog imod tilbuddet om bespisning via Mad-Stafetten – en succes, der er kommet for at blive

02. september 2019 kl. 15:22

FJERRITSLEV: 33 hold, 1.278 holddeltagere og 63 Fightere satte i weekenden hinanden stævne på Dyrskuepladsen i Fjerritslev, hvor Stafet For Livet blev afviklet for tredje gang. Der blev gået og løbet til den helt store guldmedalje, og alt i alt blev der tilbagelagt knapt 17.600 kilometer i løbet af de 24 timer, stafetten varede.

Opbakningen til den lokale stafet har været kæmpestor lige fra starten. Gennem alle tre år har et stort antal deltagere, Fightere, sponsorer, artister og frivillige bakket op om arrangementet og sammen skabt noget helt unikt.

− Der bliver lagt mærke til Fjerritslev-stafetten langt uden for lokalområdets grænser. Vi bliver betragtet som en ret unik stafet. Ikke alene på grund af den bemærkelsesværdige store opbakning, vi møder fra alle kanter, men bestemt også for den måde, vores stafet afvikles på. Vores deltagere er her ikke bare rent fysisk. De er her med krop og sjæl og bidrager alle som én til at skabe en helt fantastisk stemning gennem samtlige 24 timer, lyder det fra formand Anne Marie Holm fra Stafet For Livet Fjerritslev.

− Og det er netop den helt unikke stemning, som vi efterhånden er blevet landskendt for. Når vi har haft besøg af de forskellige ambassadører og repræsentanter fra Kræftens Bekæmpelse, har de alle været dybt betaget af den stemning og sjæl, der præger vores stafet. Og det er vi også i styregruppen. Vi er pavestolte, dybt taknemlige og meget rørt over, hvad vi sammen kan præstere her i vores lille lokalsamfund. Vi får virkelig vist, at her står vi sammen. Her kæmper man ikke alene.

Årets helt store nyhed var Mad-Stafetten. Ved køb af et madarmbånd var man garanteret fuld forplejning gennem samtlige 24 timer, hvilket var et tilbud, som 832 gæster valgte at tage imod. Det gav travlhed hos det 30 mand store team bag Mad-Stafetten. Der blev grillet, kogt, stegt, braiseret og dampet fra klokken seks lørdag morgen og frem til stafettens afslutning søndag middag.

Resultatet var en masse lækre retter, der løbende kom på den alsidige menu. Menuen bød på hele paletten fra fisk, skaldyr, kylling og kød til pølser, pizza, supper, diverse salater og grønsager med mere. Der var kort og godt noget for enhver smag.

− Vi er utrolig glade for, at der er blevet taget så godt imod vores koncept. Både fra alle de gæster, der købte et madarmbånd, men bestemt også fra Mad-Stafettens mange sponsorer. De skal have en kæmpe tak for at have gjort det her muligt. Med mere end 800 spisende gæster har der virkelig været knald på, og hele teamet har knoklet hårdt for at sikre, at der var mad til alle mand gennem hele døgnet. Og det er lykkedes, konstaterer idémanden bag Mad-stafetten, Michael Christophersen.

− Vi har fået mange positive tilbagemeldinger, og selv om vi er trætte nu, kan vi uden at blinke sige, at Mad-Stafetten er klar igen til næste år. Vi er allerede så småt gået i tænkeboks. Stafetten har givet os en masse gode erfaringer med, hvad der fungerer godt, og hvad der kan gøres bedre, og vi har allerede flere idéer til, hvad der skal ske næste år.

I de kommende uger vil det samlede regnestykke blive gjort op, men allerede nu kan formand Anne Marie Holm godt afsløre, at Fjerritslev-stafetten endnu engang kommer til at levere et flot økonomisk bidrag til Kræftens Bekæmpelse.

Annonceret indhold

Nyeste