25. november optræder Fangekoret i Aaby Kirke. Privatfoto
Livet her

Besøg af Fangekoret

27. oktober 2017 kl. 08:10

Der er velklingende toner fra de hardcore sangere med de rå stemmer, når der er koncert i Aaby kirke lørdag 25. november om aftenen.

Det kendte Fangekor fra Vridsløselille Statsfængsel eksisterer fortsat, selvom det gamle statsfængsel lige er lukket! De indsatte er blevet flyttet til flere andre fængsler i Danmark og herfra kan de fortsætte udgange til koncerter udenfor murene. Sammen med de tidligere indsatte korsangere turnerer de fortsat rundt i Danmark og synger og fortæller om fængselslivet. Korleder, Louise Adrian, fortsætter arbejdet med de indsatte og bliver mobil korleder indtil de indsatte igen samles i det topsikrede moderne fængsel, som er ved at blive bygget på Falster.

Koret optræder med sange, som korsangerne selv har skrevet samt information om korets virke og livet bag murene. Teksterne er vedkommende og handler om skyld, tro, fejltrin, tilgivelse, had, håb og anger.

Fangekoret har lige udgivet deres 4. Cd med numre skrevet at korsangerne selv. Cd’en "Egon Olsens vej" er et farvel til Vridsløse, hvor koret har sunget siden 1995.

Fangekoret har overdraget 145.000 kr. til Børnetelefonen under Børns Vilkår, som overskud for salget af deres CD’er.

Fangekoret har været med til at starte Cafe Exit, som hjælper indsatte i livet efter fængselsstraffen. Der er skrevet bøger og lavet film om Fangekoret, som kaldes for Kriminalforsorgens mest synlige resocialiserende projekt.

Annonceret indhold

Nyeste