Livet her

Billedkunst på HF & VUC

08. oktober 2020 kl. 07:21

Fra torsdag 8. oktober er der kunstudstilling med Siitta Q på HF & VUC NORD Aabybro.

Siitta Q er autodidakt billedkunstner der arbejder både som billedkunstner og deltidsstuderende på kandidatuddannelsen i jura ved Aarhus universitet og er meget passioneret omkring retsvidenskab. Helt siden barndommen har kreativitet dog spillet en stor rolle for hende. Siitta Q fortæller om hvordan hun tryllede en tændstikæske om til Louis Vuitton-kuffert til Barbie ligesom hun designede tøj, sko og dykkerbriller til sine dukker. Kreativitet mener Siitta Q er en medfødt gave, som hun er så heldig at have fået og nyder at have to spor i sit arbejdsliv. Kunsten fylder mere og mere med mange udstillinger og udsmykningsopgaver, og begyndte med at en forretningsmand fik øjnene op for hendes talent via opslag på et socialt medie. Egentlig var det første billede tiltænkt hendes egen lejlighed, men det kniber med at få tid til at lave billeder til hendes egne vægge. Siden er det gået stærkt. Så hverdagene er fyldt med maleri og studier. Studiejob og SU er sagt op og Siitta Q lever af sin kunstneriske virksomhed.

Siitta Q har udviklet sin egen teknik kaldet ”Ipek Akrilik” (kommer fra tyrkisk og betyder silkeakryl) grundet det fine ”silk look” værkerne har.

I alt er det blevet til tre kellektioner/serier af kunstværker som hedder “Happiness”, “Supernatural” og “What is Perfect?”. Om kollektionerne siger Siitta Q:

”Som kunstner har jeg et ønske om at hjælpe og motivere andre til at tro på sig selv, tænke positivt, findelykken i små ting, og ændre sit gode liv til det endnu bedre. Jeg ved med mig selv, hvor svært det sommetider kan være at holde hovedet koldt og tænke positivt, og derfor er det vigtigt at man har noget som kan booste ens humør, oplade en med ny energi og motivere en til at forsøge igen i morgen. Den korteste vej til lykke er nemlig at lære at tænke positivt. Skidt pyt og videre! De tre kollektioner har hvert sit budskab og hvert kunstværk har en historie.”, slutter Siitta Q.

Siitta Q er født i Irak, men boede frem til 14-15 årsalderen i Tyrkiet hvor hun sammen med hendes familie flyttede til Danmark.

Udstillingen kan ses på hverdage fra kl.8-16 på HF & VUC NORD, Teknologiparken 1, 9440 Aabybro.

Annonceret indhold

Nyeste