Der er lagt op til en stor bluesoplevelse når Thorbjørn Risager blæses taget af Frøstrup kro med svedig blues fra sit store orkester. Foto: Søren Rønholt
Livet her

Blues-Tornado rammer Frøstrup på lørdag

Thorbjørn Risager & The Black Tornados fyrer op i Frøstrups gamle kro

18. september 2019 kl. 10:10

FRØSTRUP: Der venter publikum en bluesoplevelse af de store, når Thorbjørn Risager & The Black Tornados på lørdag fyrer op i Frøstrups gamle kro - med en heftig gang blues-rock.

Det fortæller formand for Musisk Forening i Frøstrup, Svend Aage Larsen.

Ikke kun fordi gruppen er en af de bedst besatte danske bluesgrupper på ikke færre end otte musikere på scenen - blandt andet egen blæsersektion.

- Det bliver en sjælden oplevelse og mulighed for at høre blues fra øverste hylde i Frøstrup, siger Svend Aage Larsen og fortsætter:

- Thorbjørn Risager er kendt i blueskredse. Men måske ikke så meget udenfor. Men han har spillet i 15 år med The Tornados og er rigtig stor i især Tyskland.

Men Thorbjørn Risager & The Black Tornado har nu spillet i 15 år i 21 lande. Og trods de fleste af de landes bluesfans ikke kan udtale hans navn, har gruppens popularitet været stigende gennem alle årene.

Udsolgt står der oftere og oftere på døren og hjemmesiden, på klubberne hvor bandet optræder.

Det skyldes originalitet og hårdt arbejde og selvfølgelig den mest ekstraordinære faktor: Thorbjørns stemme, som anmeldere og skribenter over hele verden har rost og sammenlignet med de største. Om det passer er der jo kun én mulighed for at finde ud af: hør ham synge!

Thorbjørn Risager kan synge som sin egen dynamiske blanding af Ray Charles og Bob Seger. Han kan spille guitar som djævlen selv - både højt og løssluppen og tilbageholdt og drillende. Og så kan han styre sit otte mand-store band så det er en ren partyfornøjelse.

Der er dømt svedig, heftig og medrivende blues-rock på lørdag på Frøstrup Kro.

Billetterne kan købes på billetnet og i døren. Der er kun 175 billetter til salg.

Koncerten begynder kl. 21.

Medarrangør er Spillestedet Thy.

Næste musikarrangement i Frøstrup er 11. oktober, hvor Chris Grey & The Blue Spand kommer og leverer ny moderne stilsikker funky blues.

Annonceret indhold

Nyeste