Fra 30. september kan børn i alderen 1.-4. klasse igen gå i biografen, hvor der venter seks spændende film hen over vinteren.
Livet her

Børnefilmklub i Fjerritslev Kino klar til start

SÆSONPREMIERE: Mandag 30. september indledes sæson 2019-20 med animationsfilmen »Smalfoot« for aldersgruppen 1.-4. klasse

21. september 2019 kl. 10:08

FJERRITSLEV: Under sloganet »6 film for 175 kroner« er Børnefilmklubben i Fjerritslev Kino klar til sæsonpremiere.

Filmene spilles mandage og tirsdage klokken 15.30, og billetsalget begynder 19. september i Jutlander Bank, oplyser Susanne Pedersen fra børnefilmklubben.

30. september og 1. oktober vises animationsfilmen »Smalfoot« om den unge yeti Migo, der bor i en landsby i bjergene, hvor man ikke sætter spørgsmålstegn ved sin omverden. En dag finder Migo noget, han troede var en myte: et menneske.

4.-5. november er der en ny animationsfilm på plakaten – »Sig det’ løgn, Luis« − om 12-årige Luis, hvis far er ufolog og besat af tanken om, at fjendtlige væsener fra det ydre rum en dag vil angribe Jorden.

2.-3. december kommer turen til den danske julefilm »Julemandens datter«, der foregår i Grønland, hvor 12-årige Lucia bor sammen med sin mor, Claudia, og sin far, Julius, bedre kendt som julemanden. Lucia vil også gerne blive julemand, men det er kun drenge, der får lov at gå i »julemandsklassen«.

6.-7. januar vises animationsfilmen »Ulvehunden«, der handler om Hvidtand, som er halvt hund og halv ulv. Hvidtand vokser op i den barske canadiske ødemark, hvor han bliver større og vildere end de andre almindelige slædehunde.

3.-4. februar er familiefilmen »Hacker« på lærredet, hvor man følger den 13-årige, usædvanligt gode hacker Benjamin, hvis mor forsvandt, da han var syv år gammel, og som aldrig har kendt sin far. Dog tyder nogle overvågningsbilleder på, at hans mor stadig er i live.

Sæsonen slutter 2.-3. marts med den danske fantasyfilm »Landet af glas«, der handler om den unge dreng Jas, som bor alene på et nedlagt gartneri sammen med sin far, der er lastbilchauffør og ofte er væk. En dag finder Jas en pige og en gammel dame, der skjuler sig i familiens lade.

Annonceret indhold

Nyeste