Ulla Schønberg har taget initiativ til en privat, hurtigtarbejdende gruppe, der skal skaffe praktiserende læger til Fjerritslev. Foto: Lars Pauli
Livet her

Borgere vil skaffe læger til Fjerritslev

Sygeplejerske Ulla Schønberg har samlet en privat arbejdsgruppe

03. september 2017 kl. 10:54

Lægehuset i Fjerritslev er i knibe. Der burde være fem praktiserende læger til de cirka 7500 patienter, men der er kun tre. Ved årsskiftet stopper to af lægerne, og personalet på klinikken - to sygeplejersker og to sekretærer - er sagt op.

En af sygeplejerskerne er Ulla Schønberg, og hun har sammen med andre lokale ildsjæle taget stetoskopet i egen hånd. De vil prøve at skaffe tre læger til Fjerritslev.

- Vi har i lang tid affundet os med, at det er tæt på umuligt at få læger til at flytte til Fjerritslev. Nu synes jeg, vi er nødt til at prøve selv og prøve nogle utraditionelle metoder, siger Ulla Schønberg.

Arbejdsgruppens syv medlemmer havde det første møde i tirsdags, og i lyset af, at det skal gå hurtigt med at finde nye læger, er forskellige tiltag allerede sat i gang.

Først og fremmest vil gruppen forsøge at skaffe kontaktoplysninger på læger, der er færdiguddannede i almen medicin - den slags læger, som Fjerritslev har brug for - for telefonisk at kunne kontakte dem for at fortælle om Fjerritslev Lægehus.

- Vi er klar over, at det kan blive problematisk at skaffe kontaktoplysninger, men vi har nogen ideer, siger Ulla Schønberg.

Hun mener, at et af problemerne med at skaffe læger er, at mange af de færdiguddannede læger er kvinder - ikke fordi, de er kvinder, men fordi de har en anden tilgang til arbejdet som læge.

- Kvinderne vil helst ikke arbejde alt for mange timer. De vil gerne have tid til andet end arbejde, og vi må jo nok også erkende, at børnene stadig i nogen grad er kvindernes ansvar, siger Ulla Schønberg.

Derfor er der brug for fleksibilitet, og det håber Ulla Schønberg at Region Nordjylland kan hjælpe med.

- Vi skal have fundet ud af, om det på en eller anden måde er muligt at tilbyde lægerne stillinger med færre timer. Man kunne måske forestille sig, at tre læger kunne dele to stillinger eller at fire læger kunne dele tre stillinger, og på den måde få kortere arbejdsdage, siger Ulla Schønberg.

Hun har en privat hypotese om, at rent faktisk findes læger, som gerne vil være læger ude på landet og familielæger.

- Der er jo en trend om det nære og den friske luft. Og som et af gruppens medlemmer sagde: Det kan godt være, man er langt fra nogen ting, men man er tæt på alt det, der betyder noget.

Arbejdsgruppen vil også spørge regionen, om det er muligt at stille lægerne faglig sparring i udsigt.

- Hvis en læge er helt nyuddannet kan der måske blive brug for at kunne henvende sig til forskellige speciallæger, siger Ulla Schønberg.

Arbejdsgruppen vil også gerne hjælpe tilflyttende læger med familie.

- Hvis ønsket er et job til ægtefællen, vil vi meget gerne hjælpe, siger hun.

Oprindeligt havde Ulla Schønberg overvejet, om Trekroners "Landsby på prøve" kunne oversættes til "Lægehus på prøve". Landsby på prøve er et tiltag, der giver potentielle tilflyttere et gratis hus og en lang række andre fordele i tre måneder i håb om, at de bliver boende. Men formlen lader sig ikke oversætte.

- Det ville kræve, at en af lægehusets tre læger ansatte vedkommende, og det kan ikke lade sig gøre, siger Ulla Schønberg.

Som et indtil videre sidste tiltag er en facebook-side med navnet Læger til Fjerritslev på vej.

Arbejdsgruppen består ud over Ulla Schønberg af Bjarne Jørgensen, Trekroner, Jens Sørensen, tidligere skoleleder i Trekroner, Fjerritslev, Per Nielsen, Fjerritslev, Pernille Hovaldt, skoleleder på Fjerritslev Skole samt de to venstrepolitikere Ulla Flintholm fra kommunalbestyrelsen og Otto Kjær Larsen fra regionsrådet.

- De er alle folk, der er aktive i lokalsamfundet, siger Ulla Schønberg.

Annonceret indhold

Nyeste