Clara Sophia Styrbæk klippede den røde snor til den nye legeplads.
Livet her

Clara Sophia klippede snoren

01. maj 2023 kl. 11:00

Lørdag eftermiddag var der fest i Vester Thorup. Forsamlingshuset indviede en ny parkeringsplads med tilhørende legeplads til børnene.

- Det er noget, vi har drømt om i mindst tyve år, fortalte formanden for Vester Thorup og Omegns Landsbyforening, Hanne Jørgensen, da hun erklærede pladsen for åben.

- De nye faciliteter er først og fremmeste tænkt som en service til de mange, som holder familiefester i forsamlingshuset. Så nu tror jeg, at endnu flere vil bruge det fine hus.

- Mange har også efterlyst et sted til børnene, mens forældrene forlyster sig med suppe, steg og is, så vi har benyttet lejligheden til at bygge en legeplads. Den kan for resten også bruges af børnene i byen, når der ikke er fest i forsamlingshuset.

Åbningen af den nye parkerings- og legeplads ved forsamlingshuset blev fejret af landsbybeboerne med taler, flag og røde pølser.

En dyr omgang

Hele herligheden har kostet 70.000 kroner, som Vester Thorup og Omegns Landsbyforening nu vil søge fonde om tilskud til.

- De første 25.000 er i hus. Det er Jammerbugt Kommune, som har betalt for redskaberne til legepladsen.

Den slags er nemlig ikke billige, for de skal godkendes af myndighederne, så redskaberne kunne vi ikke selv bygge, men måtte ud at købe dem, fortalte Hanne Jørgensen.

Efter talen blev legepladsen officielt indviet af Clara Sophia Styrbæk, som klippede den røde snor, så børnene kunne tage legepladsen i brug.

De voksne fejrede åbningen med røde pølser og en øl i forsamlingshuset.

Parkerings- og legepladsen er et tyve år gammelt ønske, fortalte formanden for Vester Thorup og Omegns Landsbyforening, Hanne Jørgensen.
Annonceret indhold

Nyeste