De store elever i Jammerbugt Kommune kan komme i skole onsdag - halvdelen af tiden. Arkivfoto: Martin Damgård
Livet her

De ældste skoleelever i Jammerbugt kan komme i skole onsdag

26. februar 2021 kl. 08:00

Eleverne i 9. og 10. klasse i Jammerbugt Kommune kan møde ind fra onsdag 4. marts - på halv tid.

Det oplyser Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse, hvor de skriver:

- På regeringens pressemøde blev det meldt ud, at alle elever i afgangsklasser på grundskoler, ungdomsskoler og voksenuddannelser i Nordjylland kan vende fysisk tilbage i skole – med 50 pct. fysisk fremmøde. Det sker under forudsætning af, at der bliver foretaget tests to gange i ugen. Testningen bliver med de nye og mere skånsomme kviktest. På folkeskoleområdet i Jammerbugt Kommune gælder det derfor fra 4. marts 2021:

- Elever i 9. og 10. klasse kommer fysisk i skole hver anden uge.

- Elever og personale bliver testet to gange om ugen. Det er frivilligt, men der opfordres kraftigt til at lade sig teste. Jammerbugt Kommune har uddannet podere til opgaven.

- Eleverne vil ikke blive blandet på tværs af klasser.

Jammerbugt Kommune opfordrer til, at elever og personale lader sig teste inden opstart.

De peger på, at genåbningen for 9. og 10. klasse skal ske på tryg og forsvarlig vis for alle.

- Det betyder, at vi, som kommune, skal sikre, at vi er klar med den kommunale testenhed, som skal stå for test de to gange om ugen, og kan efterleve øvrige retningslinjer på området. I Jammerbugt Kommune vil genåbning for 9. og 10. klasserne derfor kunne ske fra 4. marts 2021, oplyser de.

Da eleverne kun må have 50 pct. fremmøde, vil eleverne i 9. og 10. klasserne være i skole en uge ad gangen.

- Denne model er bl.a. valgt ud fra et sundhedsfagligt perspektiv for at begrænse smitte og kvalificere smitteopsporingen. Elever og forældre modtager nærmere information fra skolen om, hvordan det bliver organiseret på netop deres skole. Ligeledes vil der blive informeret omkring test og samtykke inden skolestart.

Jammerbugt Kommune understreger, at eleverne i 0. – 4. klasse ikke indgår i teststrategien. Eventuel test af eleverne i 0. – 4. klasse skal således fortsat ske udenfor skoletiden.

Annonceret indhold

Nyeste