Livet her

De følger børnenes idéer

12. juni 2021 kl. 12:00

- Jeg gik fra mødet med en rigtig skøn fornemmelse og med en overbevisning om, at denne børnehave er et rart sted at være for vores børn.

Sådan fortæller forældrerepræsentant fra forældrebestyrelse i Blokhusvejens Børnehave i Pandrup, Kristina Dalsgaard efter at have deltaget i et obligatorisk pædagogisk tilsyn i børnehaven. Her var den pædagogiske konsulent på besøg, for at observere en helt almindelig dag i børnehaven og besigtige, om det er et godt og udviklende læringsmiljø for børnene at være i.

Det oplyser Line Ørtoft Klarborg fra forældrebestyrelsen i Blokhusvejens Børnehave, der skriver:

- Forældrebestyrelsen har drøftet den positive tilgang, det pædagogiske personale har til at igangsætte meningsfulde aktiviteter, hvor der handles på børnenes ideer og impulsivitet. Dette var også noget der fremgik af den pædagogiske konsulents observationer. Børnene bliver hørt, og der videreudvikles på deres ideer. F.eks hvis de leger politi, laves der politistjerner i karton og sættes på huen, skal der optrædes med dans, bygges der scener ud af kasser, finder børnene dyr eller planter gribes bogen, og der findes ud af hvilket dyr, der er blevet opdaget.

De oplyser også, at konsulenten beskriver den gode stemning, man fornemmer, der er i børnehaven, når man er der.

- Børnene og deres interesser prioriteres, og man har som forældre følelsen af, at hvert barn bliver lyttet til og er vigtig for alle, børn som voksne, i børnehaven. Ydermere er der under coronaepidemien gjort tiltag, som forældrebestyrelsen ser positivt på som en vedvarende pædagogiske tilgang. Blandt andet er måden hvorpå børnene afleveres én af de ting, som bestyrelsen ser fortsætte efter tiden med corona. Børnehaven har prioriteret, at det hver morgen, så vidt det er muligt, er den samme voksne, der tager imod børnene i døren. På den måde aflevere man ikke bare sit barn. Hvert barn bliver hver dag modtaget med et smil og både barn og forælder har følelsen af, at blive set. Det er med til at gøre afleveringen positiv, hurtig og mindre konfliktfyldt, skriver forældrebestyrelsen, der også peger på, at det giver ro til barnet i garderoben med tid til, at barnet selv kan tage jakke og sko af.

Annonceret indhold

Nyeste