Skitsen over muligt byggeri på vinteroplagspladsen, som Domea Aabybro har sendt til Jammerbugt Kommune, viser familieboliger i et plan med udnyttet tagetage. ?Tegning: Arkitekt Søren Nygaard
Livet her

Domea fremlægger nye Gjøl-planer

01. september 2018 kl. 09:23

Domea Aabybro har sendt et forslag til bebyggelse af Gjøl Havns vinteroplagsplads til Jammerbugt Kommune. Det fortæller Domea Aabybros kundechef, Mikki Frandsen.

- Forslaget er stadig på skitseplan, og det er sendt til kommunen som en idé til bebyggelse på Gjøl Havn, siger han.

I forhold til Domea Aabybros tidligere forslag, der ikke fik nogen varm modtagelse på Gjøl, er byggeriet i det aktuelle forslag rykket mod øst - nærmere betegnet ud på havnens vinteroplagsplads. Her foreslår boligselskabet, at der bygges at antal huse i et plan med udnyttet tagetage.

- En af de ting, vi tog med os fra borgermødet på kroen, var, at placeringen foran kroen var forkert. Det har vi taget konsekvensen af med den nye skitse, siger Mikki Frandsen.

Også gjølboernes mening om, hvordan husene fra det første forslag så ud, har boligselskabet taget til sig.

- Det arkitektoniske udtryk er et helt andet. De huse, som vi nu arbejder med, er bygget i rødt træ. Det spiller godt sammen med de eksisterende bygninger på havnen, siger kundechefen.

Forslaget har ikke lagt sig fast på, hvordan de spidse tage skal se ud, men der bliver formentlig tale om teglsten i rødt eller sort eller tagpap.

Annonceret indhold

Nyeste