De elskede figurer fra Ramasjang og Cirkus Summarum er hovedpersonerne i "Sikke et cirkus". Den vises hver eftermiddag i efterårsferien i Fjerritslev Kino. Foto: Fjerritslev Kino
Livet her

Efterårsferie med masser af film

17. oktober 2017 kl. 08:39

Hele tre forestillinger om dagen viser Fjerritslev Kino her i skolernes efterårsferie, og der er noget for alle aldersklasser.

De yngste - og mange andre - vil helt sikkert nyde "Sikke et cirkus" med de elskede personer fra Ramasjang-udsendelserne og Cirkus Summarum, Onkel Reje, Hr. Skæg. Motor Mille, cirkusdirektøren Rasmus Bjerg og Rosa. Der er lagt op til gakket underholdning, ballade og masser af grin i Lotte Svendsens meget roste fortolkning af DR’s børneunivers. Og der er forestilling hver dag først på eftermiddagen lige til på søndag.

Senere hver eftermiddag er der guf for de lidt større børn, når der blændes op for "Lego Ninjago Filmen". En animeret eventyrfilm om Den Grønne Ninja, der kæmper for at redde Ninjago City sammen med sine venner. Filmen er i 3D og med dansk tale, men frarådes til børn under syv år.

Også denne film kan ses frem til på søndag.

For de voksne er der en ny film om aftenen fra på torsdag, den danske "En fremmed flytter ind" med Amanda Kastrup og Esben Dalgaard i hovedrollerne.

Amanda bor alene med sin datter i Hvidovre, men en dag støder hun ind i Casper på Facebook. Hun siger ja til en date og forelsker sig i den omsorgsfulde og charmerende unge fyr, som også selv har en datter. Han ender med at flytte ind i hendes lille lejlighed, selv om han er arving til en stor formue, som han dog helst er fri for.

Det udvikler sig noget anderledes end Amanda forventer.

Filmen vises alle dage til på onsdag, men dog ikke lørdag aften.

Annonceret indhold

Nyeste