Livet her

Elever plantede æbletræer i hundeskoven

Frugtbart: 1. klasserne fra Aabybro Skole har arbejdet med æbler i undervisningen. Mandag fik de lov til at plante træer, som de selv får ansvar for og kan følge både i skoletiden og fritiden

23. oktober 2019 kl. 15:00

Aabybro: Mandag formiddag blev ”Hundeskoven” ved Aabybro 16 små æbletræer rigere.

16 forskellige og helt små æbletræer vel at mærke.

Det var børn fra 1. klasse på Aabybro Skole, der med små, røde skovle i hænderne plantede de fire-årige træer.

Det er æble-ildjælen Christian Bak, der hjalp eleverne.

Han havde taget fri fra arbejde for efter aftale med Skov og Naturstyrelsen, der ejer skoven at hjælpe eleverne med at få plantet de små træer.

- Jeg synes jo, at det er vigtigt, at børnene får en ide om, at det ikke kun handler om at tage fra naturen, men også give, sagde æble-entusiasten, der har fremavlet 125 forskellige træsorter i sin fritid.

- Og så håber jeg jo, at børnene og for eksempel deres bedsteforældre vil tage ansvar for at passe de små træer her i hundeskoven.

- Sørge for at fjerne græs og i det hele taget bare nyde at se dem vokse, sagde han.

Der var heller ingen problemer med at få poderne til at tage ansvar for at plante de små træer.

Faktisk stod de nærmest på tæerne af hinanden for at få lov til at grave, sætte træet i hullet og skubbe jord på.

Inden den mere praktiske del med at plante skulle løbe af stablen, havde børnene arbejdet med at fabrikere laminerede skilte, der beskriver de enkelte æblesorter.

Skiltene blev sat i jorden sammen med træerne.

- De har gået meget op i det, og det har været rigtigt godt for dem at se, hvordan teori bliver til praksis, fortæller klasselærer i 1. A, Ane Carstens, der sammen med klassen har fordybet sig i, hvordan man kan søge informationer om æblerne på nettet.

Ovenpå anstrengelserne var der selvfølgelig en snack til eleverne i form af røde æbler.

Og der var også bred enighed om, at de ville følge de små træer og sørge for, at de har det godt for fremtiden.

- Det kan vi jo bare gøre, når vi går tur med hunden, foreslog en dreng.

Også klasselærer Ane Carstens var klar til at tage ansvar for de små nye træer.

- Jeg er sikker på, at vi kommer til at følge dem de næste mange år, sagde hun, inden turen gik videre til det næste sted.

Annonceret indhold

Nyeste