Livet her

Entreprenør bygget nyt og udvider

15. oktober 2017 kl. 13:58

Til foråret flytter entreprenør Flemming Larsen-Ledet ind i sin nye og større bygning på 810 kvadratmeter med kontor, velfærds- og mandskabsfaciliteter, lager og værksted på de to nyindkøbte byggegrunde på Ny Aabyvej, som tilsammen er på 9.500 kvadratmeter.

Virksomheden er nemlig vokset ud af de nuværende faciliteter i Ryaa, hvor entreprenørvirksomheden råder over bygning på 250 kvadratmeter og en grund på 2.000 kvadratmeter.

Mens Flemming Larsen-Ledet startede som ene mand i 2007, så tæller entreprenørvirksomheden i dag, 10 år senere, 10 mand.

- Da jeg startede, troede jeg, det kun ville tage et par at få opbygget en god stabil fast kundekreds, men det har taget længere tid. I dag kommer 50 procent af opgaverne fra faste kunder og samarbejdspartnere, fortæller han.

- Men det er heller ingen sag at drive virksomhed, når man gode og stabile medarbejdere, tilføjer han.

Virksomheden udfører alle former for anlægsopgaver, men hovedvægten af opgaverne er kloakarbejdet, fortæller den autoriserede kloakmester.

Desuden har Flemming Larsen-Ledet også lidt vognmandskørsel.

- Men det er kun for at servicere mine egne folk og de kunder, jeg har andre opgaver for. Det er ikke for at konkurrere med andre vognmænd, siger Flemming Larsen-Ledet, der også har syv ruter saltning med lastbil og traktor for kommunen, når det er nødvendigt om vinteren.

Den nye bygning ventes at være opført til december, hvorefter entreprenøren selv går i gang med indretning, så Flemming Larsen-Ledet og mandskab kan flytte til marts eller april.-tin

Annonceret indhold

Nyeste