Pia Fonnesbechs motivverdenen er genkendelig, for hun har malet opstillinger med kander, skåle, tepotter, kranier m.m., alt sammen på et bord.
Livet her

Fabeldyr og blomster i Lildstrand

01. juni 2023 kl. 10:01

LILDSTRAND: På Arte Museum & Gallery, Krinkelkrogen 20 i Lildstrand udfolder spontaniteten, fantasien, friheden og legen sig.

Pontus Kjerrman, kendt for sine fabeldyr, og Tine Hecht-Pedersen, elev af bl.a. Bjørn Nørgaard, udstiller sammen med Pia Fonnesbech, der i over 20 år har arbejdet med opstillingen som motiv.

For alle tre gælder det, at de er på et højt kunstnerisk niveau og alle tre er gået i dialog med kunsthistorien. Det er kunst i særklasse.

Der er åbent i eftermiddagstimerne søndag-mandag 4.-5. juni.

Ellers er der åbent fredag-lørdag-søndag til og med 25. juni, også i eftermiddagstimerne.

Pontus Kjerrman og Tine Hecht-Pedersen er begge meget ekspressive og udtryksfulde kunstnere. For første gang på Arte Museum & Gallery vil de præsentere bænken som tema.

Når man træder ind ad portene på Arte Museum & Gallery mødes man af så megen sanselighed og så megen frihed i værkerne, at man ikke kan andet end blive glad.

Væggene i rum I og II prydes af Pia Fonnesbechs malerier.

Væggene i rum I og II prydes af Pia Fonnesbechs malerier.

Motivverdenen er genkendelig, for hun har malet opstillinger med kander, skåle, tepotter, kranier m.m., alt sammen på et bord.

Dog bliver det lidt af en skueplads, hvor bl.a. livet og døden er trukket skarpt op.

Kranier som døde væsener og æg samt flasker, der står så tæt på kanten af bordet, at der ikke skal meget til, før de skubbes ud over kanten og går itu.

Pontus Kjerrmans fabeldyr breder sig ud over alle rummene.

På trods af denne noget dramatiske stemning udviser Pia Fonnesbech så stor en malerglæde og lyst til livet, at døden og det potentielt ituslåede ikke fremstår som uhyggelig, men snarere som en erkendelse af livets vilkår. Pia Fonnesbechs måde at male på er levende og ekspressiv. Hun er først og fremmest interesseret i farver og fremstår som en fin koloristisk maler. Pia Fonnesbech har i mange af sine malerier ladet sig inspirere af den franske fauvist Henri Matisse (1869-1954). Formerne bliver ofte svulmende og farverne så pastost og intenst påført, at tankerne ledes hen på en anden af kunsthistoriens store mestre, nemlig Pierre Bonnard (1867-1947).

På udstillingen viser Tine Hecht-Pedersen meget fantasifulde skulpturer, hvor bl.a. blomsterne spiller en stor rolle.

I rum III på Arte Museum & Gallery hænger Pontus Kjerrmans farvetryk.

Her fanges man af så meget eventyr, fantasi, humor og følelsesliv, at man fastholdes en rum tid. Samtidig breder Pontus Kjerrmans fabeldyr sig ud over alle rummene. Igen bemærker man, hvordan fabeldyrene agerer følelsesmæssigt i forhold til hinanden. Der er forelskelse, kærlighed og par med stoisk ro og beslutsomhed. Man kan også se en udvikling i den måde, Pontus Kjerrman udformer fabeldyrene på. De bliver mere og mere levende, og han er begyndt at arbejde med farver – orange, blå, grønne og lyse farver i glasuren – hvor han i en periode overvejende arbejdede med brune bjørne.

Pontus Kjerrman og Tine Hecht-Pedersen er begge meget ekspressive og udtryksfulde kunstnere. For første gang på Arte Museum & Gallery vil de præsentere bænken som tema. De har udviklet den i et samarbejde, hvor siderne er skabt i keramik af de to kunstnere.

Bænk i haven.

På udstillingen viser Tine Hecht-Pedersen meget fantasifulde skulpturer, hvor bl.a. blomsterne spiller en stor rolle.

Hun og Pontus Kjerrman bor og arbejder i Kongens Lyngby, i en af 24 atelierboliger i en kunstnerby.

Her er der en frodig have, hvor Tine Hecht-Pedersen lader sig inspirere af naturens farver, dufte, blomster og forskellige årstider. Hun bruger også naturen direkte i sin kunst, fx henter hun blade i naturen, som hun laver aftryk af i leret. Den blomst hun lader sig mest inspirere af er pelargonien.

Som Pia Fonnesbech har Pontus Kjerrman og Tine Hecht-Pedersen været i dialog med kunsthistorien. Pontus Kjerrman skabte sine glade og kærlighedsfyldte fabeldyr i kontrast til Rudolf Tegners (1873-1950) store monumentale figurer. Udstillingen hed ”Ned med våbnene, livets landskab”, 2014. Pontus Kjerrman ville vise en anden side af Rudolf Tegner ved at lade figurerne gå i dialog.

Tine Hecht-Pedersen er gået i dialog med flere af kunsthistoriens store mestre. Bl.a. Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) og J.F. Willumsen (1863-1958).

Især på Willumsens Museum blev hun meget inspireret af hans blomster og blade, men også hans snoninger. Hun var også inspireret af hans ekspressive farvesammenstillinger, bl.a. gul-grønt og orange-grønt. Tine Hecht-Pedersen og Pia Fonnesbech har blomstermotivet til fælles, og de er samtidig fine koloristiske kunstnere. Alle tre kunstnere har det ekspressive til fælles.

Annonceret indhold

Nyeste