Livet her

Festen i DGI Huset slog alle rekorder

Knæk Cancer-ugen blev rundet af med indsamlingsshow

29. oktober 2018 kl. 18:44

AABYBRO: Det er efterhånden blevet til en meget fin tradition i Aabybro at støtte op omkring danmarksindsamlingen Knæk Cancer i uge 43.

I år var ingen undtagelse. Igennem hele ugen har der været mange forskellige aktiviteter, hvor temaet har været at samle penge ind til det gode formål. Hele indsamlingen kulminerede med en kæmpe fest i DGI Huset lørdag aften, hvor 44 runde borde var fyldt med gæster.

- Der var hurtigt udsolgt med over 500 gæster, fortæller Anders Christiansen, som var overordnet tovholder for det store arrangement i hallen.

- Der kunne let være solgt mange flere billetter, og vi er alle glade for den fine og overvældende opbakning. Vi er selvfølgelig glade for den store velvillighed fra mange sider, og der er utrolig mange, som er med til at gøre en stor frivillig indsats for at få sådan et arrangement op at køre, siger han.

Der var frivillige, som stillede sig til rådighed i hallen for at lave et stykke frivilligt arbejde for at støtte formålet. Maden blev fremtryllet af blandt andet Hotel Søparken og TECHCOLLEGE i Aalborg. Hele aftenen blevet styret af konferenciererne Jenni Boelt fra TV2 Nord og komiker Christian Bols.

Efter tre retters menu var der underholdning med RoxorLoops, Cæcilie Norby og Nina Forsberg sammen med Claus Hassing musik samt Bobo Moreno. Det var Aabybros lokale Tom NeedleSplit Hummeluhr, der via sine gode kontakter været med til at skaffe det gode og iørefaldende musik og underholdning til Aabybro, og han styrede selv løjerne fra scenen.

Det var et sandt festfyrværkeri af musik og underholdning. I løbet af aftenen var der mange auktioner, hvor nogle af aftenens aktører stillede sig gratis til underholdning hjemme hos firmaer eller private.

Hele DGI Huset var ved at vælte af begejstring, da det blev offentliggjort, at Aabybro i år donerer 500.000 kroner til Knæk Cancers indsamling.

- Det er fantastisk at være en del af det. Vi skal huske på, at alle, som har været en del af den store indsamling, har oplevet kræften på tæt hold på en eller anden måde eller kender nogen, som har det, siger Anders Christiansen.

Annonceret indhold

Nyeste