Livet her

Festlig fredag i Blokhus

25. oktober 2021 kl. 12:33

Orange græskar er med sikker hånd placeret på små halmballer ved indkørslen til Blokhus. Snesevis af folk slentrer hen ad fortovet på Aalborgvej, mens en hård vind fra vest fejer sandet fra stranden op i byens gader og blæser tårer frem i øjnene.

Blokhus bobler af begivenheder hele efterårsferien, hvor Erhvervsforeningen Destination Blokhus og VisitJammerbugten inviterer til Efterårsfestival.

På Torvet er en rand af strikhuer, termotøj og flyverdragter stimlet sammen foran scenen fredag eftermiddag. Børnene indeni synger med på ”Superhelten.” Den sang om Batman, der er gået på pension, som det lokale børneband ”JAAIIL” fra Jammerbugt Kulturskole blev nummer to med i MGP 2020.

De flere hundrede fremmødte børn og voksne klapper, da sangen er slut.

- Som der er nogen, der måske ved, har vi været med i MGP. Den næste sang har også været med i MGP. Den eneste forskel var, at den vandt. Det er Chestnut Avenue ”Tro på dig selv,” siger bassisten, Ida.

Koncert i blæst og kulde

Bandets noder er placeret på stativer foran musikerne. De er sat fast med både tøjklemmer og orange tape. Men bassisten, Idas, noder basker nu så meget, at jeg er bange for, at de letter fra nodestativet og flyver væk.

Hun spiller med fine fingervanter med pelskant og et glad smil. Keyboardspiller, Andreas, får mellem to sange varmet sine røde fingre på et papkrus, der formodentlig indeholder te.

JAAIIL kæmper sig med godt humør gennem koncerten på Torvet. Indimellem vil blæsten tale med i forsanger, Isabellas, mikrofon. Og pauserne mellem hver sang er længere end planlagt, fordi børnene skal have styr på de flyvske noder og have liv i deres kolde fingre igen. Men de seks unge musikere formår at skabe god stemning på Torvet, og publikum er med dem hele vejen.

Graffiti og streetdance

Fredag er temaet på Efterårsfestivalen ”Street Friday.” Det lægger op til fuld fart og seje aktiviteter for børn og unge. Inden koncerten med JAAIIL slår kreative børn sig løs med spraydåser i teltet. De deltager i graffiti-workshoppen. Her lærer de ikke at lave tags på bygninger i nattens mulm og mørke. Det er derimod spraymalede malerier, der er på programmet.

- Jeg synes, det var sjovt, siger 12-årige Frida Skov Krüger og tilføjer:

- Det var lidt svært i starten.

Hun og veninden, Mathilde Brix Neiman, står med deres malerier på Torvet og lytter til JAAIIL.

Vil I så prøve at male graffiti på jeres hus, når I kommer hjem?

- Nej, det tror jeg ikke, jeg må, griner Frida Skov Krüger.

Mens JAAIIL skriver autografer i den ene ende af teltet, er dansere fra House of Dance i gang med at varme op i den anden. De skal lave hiphop- og streetdance-show udenfor i blæsten på Torvet.

Der er allerede linet en masse børn og voksne op, som venter på at opleve danserne.

Zombier hitter

Uge 42 har budt på mere end 100 arrangementer til Blokhus Efterårsfestival. Og eventansvarlig, Jannie Ratke O’Connor, kan ikke få armene ned over den store opbakning fra lokale og turister:

- Vi har kunnet mærke, at folk er oplevelseshungrende efter corona. Vi er glade for, at vi er tilbage på fuld styrke igen. Der er også fremgang i forhold til før corona. Jeg er for eksempel meget overrasket over, at der var 675 tilmeldte til Zombie Fun Run.

Zombie Fun Run er en nytænkning fra PGU Runners, hvor deltagerne i det 2,5 kilometer lange løb bliver udstyret med tre liv i form af plastikstrimler. De skal så forsøge at komme igennem løbet uden, at ”zombierne,” som står på lur på ruten, stjæler deres liv.

Jannie Ratke O’Connor konkluderer, at på trods af det til tider kolde og blæsende vejr har det været en super succesfuld uge, hvor også Blokhus By Night og pyntning af halloweenkager med Sara Græsborg, kendt fra Den Store Bagedyst, har været publikumsmagneter.

Annonceret indhold

Nyeste