Livet her

FIF bortdømt i egen hule

31. oktober 2017 kl. 10:19

Sortebakken og "de blå" fra Fjerritslev spiller altid tætte kampe, og søndagens kamp var ingen undtagelse.

Igen, fristes man til at sige, stillede FIF Håndbolds Jyllandsserie Herrer ikke op i den stærkeste udgave. Christian "Mini" Hjortshøj var ude med en skade, og det gjorde desværre at FIF’s koncept til kampen skulle ændres.

Til gengæld havde klubben fornøjelsen af U/18 spilleren Andreas Lynge.

Fra kampens start var det tydeligt for enhver, at Sortebakken ønskede at trække tempoet helt ned. De gjorde de rigtig godt og fik også lov til det af kampens dommere, dog var det hjemmeholdet, der først fik slået et hul på fire mål ned til gæsterne. Stillingen efter 20 minutter var således 9-5 til "de blå". Men desværre formåede hjemmeholdet ikke at holde forspringet til pausen. Sortebakken spillede klogt og disciplineret, og "åd" stille og roligt de fire mål, så begge hold kunne gå til pause med stillingen 10-10.

I første halvleg var eneste reelle offensive trussel for FIF, Kasper Andersen, som nettede fire gange, men han faldt desværre mere og mere ud som kampen skred frem.

Anden halvleg blev ligeledes indledt jævnbyrdig med skiftende føringer og man sad med fornemmelsen af, at kampen sikkert ville blive afgjort i de sidste 5-10 minutter.

"De blå" havde mere end almindeligt svært ved at få scoret mål fra distancen fra anden halvlegs start. Det skulle holdets yngste, Andreas Lynge, lave om på. Han var decideret flyvende med fem flotte mål, netop fra distancen.

Men desværre var der ikke andre af de mere etablerede spillere, der bød ind, da det hele spidsede til. Hverken en halvskadet Mathias Larsen, Jonas Røge eller Kasper Andersen kunne gøre en afgørende forskel.

Ved stillingen 18-18 var kampen derfor fuldstændig åben, bragte de to dommere sig selv i fokus. Kampen var tæt og spændende, men netop da valgte dommerne uheldigt for hjemmeholdet at bortdømme de lokale helte fra Fjerritslev.

Med tre udvisninger lige i rap, som var svært for hjemmeholdet at finde årsager til, satte gæsterne sig på opgøret og satte turbo på, da stillingen gik fra 18-18 til 19-22, hvorefter der kun var fem minutter igen. Hjemmeholdet gik offensivt til værks i de sidste 5 minutter, hvilket ødelagde Sortebakkens angrebsspil, men lige lidt hjalp det, for FIF formåede ikke selv at score de mål, der skulle til. Kampen sluttede 20-24.

Sejren til Sortebakken var fair og fortjent - hjemmeholdet leverede ikke varen på dagen. Holdet er dog lidt undskyldt i og med, at der simpelthen er for mange spillere, der er ude med skader. Det gør, at der trækkes store veksler på de samme syv-otte spillere, og at blandt andet Mathias Larsen må spille, selvom han fortsat er belastet af en skade.

Det er desværre blevet hverdag for "de blå" at ryste den taktiske værkstøjskasse fra kamp til kamp, for teamet aner ikke, hvem der er med og hvem der næste gang er skadet.

Men i FIF kan man heldigvis lide udfordringer - derfor bliver hovedet også holdt højt efter nederlaget, så man i stedet ser frem til fredag kl. 19.00, hvor rækkens bedst spillende mandskab fra Nordthy gæster Idrætscenter Jammerbugt.

Annonceret indhold

Nyeste