Livet her

Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum kan åbne til september

Der hamres og mures ved den gamle bryggergård i Fjerritslev

19. februar 2021 kl. 09:00

FJERRITSLEV: Der hamres og mures ved den gamle bryggergård i Fjerritslev. I 2020 påbegyndte man en renovering af Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum, der skal tage museet tilbage til sit oprindelige udseende. Det betyder bl.a. nye skorstenspiber, døre og vinduer magen til de oprindelige, ligesom trappen på facaden skal genetableres.

Som byggeriet er skredet frem, har de gavmilde sponsorater gjort det muligt at efterisolere alle af museets rum, samt male dem ind- og udvendigt. Det, til stor glæde hos bestyrelsen i Brygger P. Kjeldgaard Familiefonds og Museumsforeningens medlemmer, som af samme grund dog må vente med overdragelsen af et nyt og tomt bryggerimuseum til juli 2021, en måned senere end tidligere antaget. Det betyder, at museet står klar til åbning i september.

- Det vil tage os et par måneder at flytte ind, da alt er tomt nu, fortæller museumsleder Else K. Andersen.

Som det eneste bryggeri i landet indeholder det gamle og særdeles velbevarede Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum originale installationer fra et gammelt landbryggeri og maltgøreri samt familien Kjeldgaards hjem med dets originale møblement. Museet er videreført af Brygger P. Kjeldgaards Familiefond, som datteren til Peder P. Kjeldgaard, Kirsten Kjeldgaard, testamenterede Bryggeri- og Egnsmuseet til i 1982 ved sin død.

Formålet med renoveringen samt genopførslen af trappen udenfor, er at kunne frede bygningen og fremme bryggeri- og familiehistorien. I den forbindelse vil der i det nye foredrags- og oplysningsrum være mulighed for at læse om museets og familiens historie på en projektor. Herforuden kan man downloade appen ”Fjerritslev”, der bl.a. fører en tidslinje over museet og berører 1800-tallets lokalhistorie.

Under ombygningen dukkede opmagasinerede fund op, der stammer helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet. Det har været spændende for museets frivillige som ikke har set Bryggeri- og Egnsmuseet så tomt før.

- Det er efterhånden et halvt århundrede siden museet sidst har fået en større renovering, fortæller Else K. Andersen.

Arbejdet forløber som planlagt, og det har vist sig at være ganske passende at bygge om i denne tid, hvor flere nedlukninger alligevel havde givet lange perioder uden gæster.

Det er flere små arbejdsopgaver, som bliver skyld i, at byggeriet forlænges med en måned. Museumsleder Elske K. Andersen tør godt at tale på alles vegne, når hun fortæller, at hun glæder sig til, at de kan åbne et nyt og færdigt museum op i september måned.

Annonceret indhold

Nyeste