Livet her

Fjerritslev-skatere på tur

21. september 2017 kl. 10:00

21 forventningsfulde børn og voksne fra Fjerritslev-området brugte forleden en dag på en udflugt til tre skateparks i Nordjylland.

Turen var et led i arbejdet med at få etableret et skater-anlæg ved Fjerritslev Skole.

I Nibe kunne Knud Tobiasen fortælle, hvordan deres skatepark startede som en drøm i hovederne på nogle børn, til at deres park i dag står færdig til alles store tilfredshed.

Dagens højdepunkt var Skørping, hvor skater og pædagog Jesper Andreasen fortalte om deres forrygende skolegård og skatepark.

Deltagerne fik også set Jesper i aktion på banen, og børnene fik lov at prøve kræfter med nye udfordringer, som gav mod på at prøve mere.

Der var arrangeret fællesspisning ved grillen og det velfungerende udekøkken, som alle hurtigt blev enige om, også skal tænkes ind i Fjerritslev Street og Skatepark.

På vejen hjem gik turen forbi Skelager Skatepark, hvor børnene brugte de sidste kræfter på deres løbehjul og boards.

Trætte og mætte på indtryk gik turen retur til Fjerritslev, hvor man nu samler nye kræfter til at skaffe midler og opbakning til Fjerritslev Street og Skatepark, som i øvrigt fik sin hel egen FB-gruppe ved samme lejlighed.

Det er planen, at parken i Fjerritslev skal stå klar efter sommerferien i 2018.

Annonceret indhold

Nyeste