Idrætsforeningen tilbyder et motions-fodboldhold for folk med hjertekarsygdomme, eller som er i risikogruppen for at de sygdomme. Arkivfoto
Livet her

Fodbold for og med hjertet

Brovst IF/Øland-Halvrimmen IK starter ’Fodbold for Hjertet’

17. august 2021 kl. 12:47

Det er et tilbud om motionsfodbold for mænd og kvinder, der har hjerte- karsygdomme, eller som er i risikogruppen for at få disse sygdomme. Der er plads til alle, både den aldrende Messi, og den absolutte nybegynder på grønsværen.

‘Fodbold for Hjertet’ er et helt nyt motionskoncept, som starter op i Jammerbugt Kommune i august 2021. Holdet er for alle, uanset forudsætninger, og træneren er uddannet i at tage hensyn til alle. Det handler ikke om at være den stor boldkunstner, men om at hygge sig og have det sjovt sammen med gode holdkammerater.

Bevægelse er godt for både krop og sind – og motionsfodbold er et rigtig godt bud, når du skal i gang eller videre med motion, uden at det bliver hårdt og kedeligt. Motionsfodbold er god og varieret træning, som styrker både krop, kondi og knogler. Men du vil sikkert opleve, at det bedste er sammenholdet og det gode fællesskab på holdet.

- Vi starter ’Fodbold for Hjertet’, fordi vi gerne vil give et godt og sundt motionstilbud til mænd og kvinder, som måske ikke dyrker så meget sport i forvejen. Her får de chancen for have det lidt sjovt på lige fod med holdkammeraterne, samtidig med at de får sved på panden, siger Hardy Larsen, formand for Brovst IF.

’Fodbold for Hjertet’ begynder onsdag 18. august kl. 19:00 på boldbanerne bag Sport og Kulturcenter Brovst.

En halv million danskere kæmper med eksempelvis forhøjet blodtryk, blodpropper eller hjerteproblemer. Dertil kommer den store gruppe af mennesker, som har øget risiko for at få hjerte-kar-sygdomme eller har andre former for livsstilssygdomme. For risikogrupper er det særligt vigtigt at motionere for at få et sundere og bedre liv, og fodbold kan blive vejen dertil.

pd

Annonceret indhold

Nyeste