Livet her

Forpligtet partnerskab mellem lokalsamfund og kommune

LUP møde på Øland med store visioner

09. september 2017 kl. 09:24

Seks steder skal der holdes LUP møder (lokale udviklingsplaner) i 9460 Brovst, og nu mangler kun Arentsminde og Tranum. Mandag 4. september stod Øland for tur.

LUP møderne er en ny måde at arbejde med landdistriktsudvikling på, hvor målsætningen er at bevare alle lokalsamfund i Jammerbugt Kommune, som et godt sted at vokse op, virke og besøge. Med LUP møderne kommer der handling bag, med opbakning til ildsjæle og visioner, i et samarbejde mellem lokalsamfund, kommune og landdistriktsudvalg, så der skabes sammenhæng mellem strategi og planer - det er i hvert fald målsætningen. Hvert område er tildelt 10.000 kroner at arbejde med.

Fremlæggelse af Helle Bak Andreasen

22 øboere var mødt op i Medborgerhuset for at høre om strategi, planlægning og fremlægge egne visioner for Øland. De blev budt velkommen af Helle Bak Andreasen (V), formand for Kultur - Fritids og Landdistriktsudvalget, der havde udviklingskonsulent Lars Haagensen med som referent og Lise Holt, som er ekspert i stisystemer. Karen-Margrethe Lauridsen var med som Ølands repræsentant for Landdistriktsrådet.

Helle Bak Andreasen redgjorde for ønsket om en dialog mellem lokalsamfund og politikere, som skal skabe sammenhæng mellem strategi og plan. Hun understregede, at aftenens opgave for de fremødte ikke kun var at formulere visioner, men også at handle ved at udvælge lokale kontaktpersoner fra arbejdsgrupperne, som skal have en direkte kontakt til en konsulent i forvaltningen.

Måske fordi det første LUP møde allerede fandt sted 16. august, så blev LUP til Lige Ud af Posen, hvor småting, der irriterer øboerne lige skulle frem i lyset og ryddes af bordet først for at gøre plads til noget større, så skriverkarl Lars Haagensen måtte flittigt notere om lugten af slam, busser der ikke holder, hvor der er behov, og fyldte containere.

Ønsker for lokal udvikling

Efter en redegørelse for, hvordan man skaber udvikling og organisering, var det tid til bud på en lokal udviklingsplan fra de tre grupper, som de fremmødte var blevet inddelt i. Bud, der dog skal kunne indpasses i de fysiske rammer for udvikling, fra lands- kommune- og lokalplaner.

Første gruppe ønskede at bevare Øland Medborghuset, Børnehuset og Ønskeland som omdrejningspunkt, at åbne mere op for tilflyttere med en bosætningskampagne, og ikke mindst at forskønne og bevare dæmningen som en central adgangsvej til Øland.

- Ellers dør vi som landsby, lød advarslen herfra.

I gruppen var også et ønske om etablering af ældrevenlige boliger, ny bebyggelse og nye boformer. Gennemsnitsalderen er høj på Øland, men mange drømmer om at blive boende. Det var et ønske, som kommunens folk også kunne genkende fra tidligere LUP møder.

Gruppe to havde gjort sig overvejelser om at købe medborgerhuset, og gøre det til en selvejende institution og måske etablere sommercafé ved indkørslen. Det er svært at søge sponsormidler til en kommunalejet bygning, men måske bliver det også svært at undvære driftstilskuddet. Helle Bak Andreasen syntes umiddelbart godt om tanken

- Jeg kan godt lide, når man tager skeen i egen hånd, sagde hun.

Fra gruppen kom også et ønske om at få adgang til strand og fjord, som de har det på Gjøl og i Attrup. For enden af Ålested er stranden bredest, og det er den mest direkte adgang for brugere af Børnehuset, medborgerhuset, Ønskeland og Ølandhus med mange børn og unge tilknyttet. Et mere langsigtet ønske var etablering af en sti ovenpå diget langs fjorden, så man kan gå tørskoet og med fjordudsigt fra Gjøl-Øland dæmningen og helt til Attrup.

Gruppe tre ville gerne arbejde videre med synliggørelse af stierne i skovene omkring Øland, måske i form af foldere eller plancher. I skoven skal også være plads til leg, måske i form af en skovlegeplads eller et hyggested i Birkefodsdalen tæt på Golfbanen. Også her var et ønske om at Øland-Gjøl dæmningen bevares med køreadgang.

Visionerne var mange, på en aften, hvor hele Øland for et øjeblik blev til ønskeland. Øboerne ønskede samlet set bedre adgang til skov og strand, så de, der kører hurtigt gennem byen på cykel, i bil, eller motorcykel måske vil stoppe op, spise en is, og blive lidt længere for at nyde den smukke rekreative natur i fællesskab med øboerne, eller måske ligefrem flytte til området.

I næste fase skal styregrupperne guides til at arbejd videre med hjælp fra kontaktpersoner i Jammerbugt Kommune. Der skal løbende holdes plenummøder med fokus på vidensdeling, erfaringsudveksling og temaer, som kan bidrage til realiseringen af LUPérne.

Af Lise Larsen (tekst og foto)

Annonceret indhold

Nyeste