Livet her

Genåbning for fuld musik

07. maj 2021 kl. 11:38

Sange om sæbepulver, hjertets luftkaptajn og guld strømmer ud af højttalerne i Kultur- og ErhvervsCenter Jammerbugt. For første gang i fem måneder kan publikum sidde med god afstand imellem sig, kolde fadøl i glassene og lytte til livemusik. Denne torsdag aften er det den kendte nordjyske rockmusiker, Mikael K, som genåbner kulturlivet i Aabybro.

- Jeg er lettet. Og jeg har glædet mig helt vildt til i dag, siger Mads Mølgaard Jensen, event-maker og booker på Kultur- og ErhvervsCenter Jammerbugt, med et stort smil.

- Hele vores forårsprogram blev aflyst. Mikael, som så har åbningsdagen i dag, skulle have spillet hos os i marts. Det måtte vi så ikke. Og så prøvede vi bare at skyde fra hoften og udskød koncerten til starten af maj. ”Lad os prøve at lægge den i starten af maj og se, om vi må der.” Og så endte det med at blive åbningsdagen, fortæller Mads Mølgaard Jensen.

Spotlyset på scenen og fyrfadslysene på bordene bliver næsten udkonkurreret af et blegt aftenlys, der strømmer gennem det store vinduesparti ud mod søparken. Indenfor i kulturhusets café sidder 20-30 mennesker roligt ved de små borde. Coronarestriktionerne befaler, at de skal sidde ned under koncerten, ikke må synge med samt medbringe coronapas.

- Nu er vi bare i gang, og det er bare så fedt, siger Mads Mølgaard Jensen, der tager restriktionerne med.

To arrangementer i juni

Kultur- og ErhvervsCenter Jammerbugt plejer at have en koncertsæson, der begynder den 1. september og slutter den 1. maj.

- Normalt ville vi faktisk stoppe sæsonen nu. Fordi nu bliver det godt vejr og sommer. Og så tager folk til vandet og Blokhus og haven og campingvognen og udendørskoncerter, siger Mads Mølgaard Jensen.

Men helt ekstraordinært har han endnu to arrangementer på plakaten. Den 9. juni er der stand up comedy med Torben Chris og et par andre komikere. Mens der den 13. juni er søndagsmatiné med Henrik Strube.

- Det er sådan en hyggelig søndag eftermiddag, hvor vi - hvis vi må - serverer kaffe- og kagebord i pausen. Så sidder vi herude i caféen og kan måske blive 50 til det, fortæller Mads Mølgaard Jensen.

Stort efterårsprogram

Kulturcentrets booker tror og håber på, at der bliver løsnet op for restriktionerne i løbet af efteråret, hvor han har linet en række koncerter op.

- Vi kører fuld skrue fra september af. Jeg har det vildeste program i efteråret. Det har vi store forventninger til. Jeg kan også allerede se på billetsalget, at det er der en del af publikum, der glæder sig til, siger Mads Mølgaard Jensen.

Koncerttrængende jammerbugtborgere kan blandt andet glæde sig til, at Michael Falch, Ib Grønbech samt Stig Rossen og Vennerne vælter Kulturcentret.

Men det blev altså Mikael K, som har en fortid i både Boobs og Klondyke, der med røverhistorier, guitar og sang fik livemusikken til at spille i Jammerbugten igen.

Annonceret indhold

Nyeste