Livet her

Gjøl Skole har fundet ny leder

Randi Manny Laustsen er ansat som ny skoleleder på Gjøl Skole

01. februar 2020 kl. 15:00

GJØL: Randi Manny Laustsen er ansat som ny skoleleder på Gjøl Skole. Hun tiltræder 1. marts 2020.

Randi Manny Laustsen har de seneste 2½ år været skoleleder for 6. - 9. årgang på Muldbjergskolen i Hjørring. Inden da har hun været lærer på Klarup Skole i Aalborg Kommune i 13 år.

Det er derfor en skoleleder med solid viden og erfaring inden for folkeskoleområdet og ledelse, der tiltræder stillingen til marts.

- Det er med stor glæde, at jeg byder Randi velkommen som skoleleder på Gjøl Skole og dermed også som del af den samlede skoleledergruppe i kommunen. Jeg ser frem til at arbejde med hende og følge arbejdet med at skabe de bedste rammer for børnene, lærerne og det pædagogiske personale, fortæller skole- og dagtilbudschef Diana Lübbert Pedersen i en pressemeddelelse fra Jammerbugt Kommune.

Som skoleleder får Randi Manny Laustsen ansvaret for både vuggestuen, børnehaven, Skole- og Fritidsordningen og skolen med elever fra 0.-6. klasse.

- Jeg ser frem til at lære skolen og lokalsamfundet på Gjøl at kende. Som skoleleder vil mit overordnede fokus være på at skabe trivsel og læring for både børnene og medarbejderne, siger Randi Manny Laustsen i samme pressemeddelelse.

Hun overtager stillingen efter Peter Christensen, der har varetaget stillingen siden forhenværende skoleleder, Lars Salomonsen, skiftede til Aabybro Skole.

Randi Manny Laustsen bor i Aalborg.

Annonceret indhold

Nyeste