Livet her

Google og Hilton køber stål-møbler hos succesvirksomhed i Pandrup

OPMÆRKSOMHED: Trods corona-krise har møbel- og interiørvirksomheden Nichba netop leveret et rekordgodt regnskab med kendte kunder i porteføljen

11. februar 2021 kl. 11:37
Opdateret 12. februar 2021 kl. 16:10

- Super fede skabe! Dem skal vi have. Og vi skal have mange.

Cirka sådan lød det fornyligt, da møbel- og interiørvirksomheden Nichba fik en besked fra sin største samarbejdspartner i Australien blot en halv time efter, at de ”fede skabe” i sort stål blev lanceret via virksomhedens sociale medier.

Efter blot 30 minutters opmærksomhed så Nichbas nye lancering ud til at blive et hit - og sådan har det været både før og siden, når Nichba har lanceret nye møbler og interiør i stål.

For det går stærkt for de 29-årige fyre Nichlas Bjørn og Christoffer Sakstrup, der står bag succesvirksomheden i Pandrup. Rigtigt stærkt.

- Vi oplever virkelig, at de frø, vi har sået de seneste år, er begyndt at vokse, siger Nichlas Bjørn, medejer af Nichba.

For blot fem år siden var Nichba et hobbyprojekt - nu har virksomheden trods corona leveret sit bedste regnskab til dato.

Samtidig har drengene i Pandrup solgt partier til både Google og hotelkæden Hilton, mens amerikanske colleges fylder deres kollegier med badeværelsesinteriør fra Nichba.

- Det er da fedt, at nogle af de store profilerede virksomheder handler med os. Det viser, at vi gør noget rigtigt, siger Nichlas Bjørn.

Han glæder sig over, at sådanne aftaler har været med til at sikre Nichba en solid indtægt det seneste år.

- Vi er kommet rigtig godt igennem et år, hvor mange har knækket halsen, siger Nichlas Bjørn med henvisning til årsregnskabet, hvor årets resultat endte på 1.940.372 før skat.

Skabertrang banede vejen

Det lå ellers ikke lige for, at Nichba skulle blive en virksomhed, der i stigende grad gør sig bemærket på det internationale marked.

Da Nichlas Bjørn for fem år siden skabte Nichba som et hobbyprojekt, skete det som en sidegesjæft til hans uddannelse til smed.

Han var bidt af en skabertrang, der ikke kunne stoppes, og efter et par år fik hobby-virksomheden selskab af Christoffer Sakstrup, der så potentialet i Nichlas Bjørns designs.

Siden da har de nu 29-årige fyre været drivkræfterne i virksomheden; Nichlas Bjørn står for udviklingen af produkterne, mens Christoffer Sakstrup tunerer rundt i hele verden som sælger og repræsentant for Nichba.

Foruden makkerparret er yderligere to ansatte nu kommet til, og Nichba er på mange måder ved for alvor at etablere sig som en virksomhed, der langt fra bare er et hobbyprojekt.

- Vi har vist vores værd. Med de resultater, vi har leveret i 2020, har vi bevist, at vi virkelig har nogle gode produkter at tilbyde, siger Christoffer Sakstrup.

Udsyn til metropoler

Det er særligt de private kunder, der har været med til at fylde ordrebogen og løftet bundlinjen for Nichba det seneste år.

For selvom store navne som Google og Hilton har meldt sig på banen, så er 75 procent af salget sket til private kunder, mens 25 procent af salget af sket til virksomheder og større projektbyggerier som hoteller.

- Vi er rigtig glade for, at vi har private kunder over hele verden, men vi skal også øge andelen af leverancer til større projekter, siger Christoffer Sakstrup.

Han fortæller, at Nichbas produkter særligt sælges til metropoler verden over, hvoraf særligt Tyskland og England er blandt de største eksportmarkeder.

- For os betyder det ikke det store, om et produkt skal sendes til Gistrup eller Melbourne. En fragtlabel er en fragtlabel, og det tager kun én dag mere at få produktet sendt til Melbourne, siger Nichlas Bjørn og henviser til, at Nichba eksporterer cirka 70 procent af sine produkter.

Store fremtidsdrømme

Med de solide 2020-tal i bagagen og med et ukueligt gå-på-mod har Christoffer Sakstrup og Nichlas Bjørn store håb for fremtiden.

- Om fem år håber - og forventer - vi at være mellem 20 og 30 medarbejdere, hvis udviklingen fortsætter, siger Christoffer Sakstrup.

For nu er planerne dog lidt mere beskedne.

- Vi skal holde linjen og stå ved hvem, vi er - samtidig med, at vi udvikler os. Vi skal have optimeret på flere fronter og blive endnu bedre til det, vi er gode til. Vi skal optimere på både samarbejde med kunder og på vores produkter, siger Nichlas Bjørn.

På optimerings-listen står blandt andet et fuldvoksent juletræ af stål, der blev lanceret kort før jul.

I sin nuværende form kan det ikke ”klikkes” fra hinanden og foldes sammen, hvilket både gør fragt og opbevaring hos kunden mere kompliceret.

- Det skal vi have fundet en bedre løsning på. Og sådan er der en masse ting, vi kan gøre for at blive endnu bedre til det, vi laver, siger Nichlas Bjørn.

Annonceret indhold

Nyeste