Claus Nielsen (th.) sælger sin virksomhed H. J. Nielsen Automobiler til de to mangeårige medarbejdere Lene Pedersen og Brian Jensen. Privatfoto
Livet her

H. J. Nielsen Automobiler skifter ejer

Salg: Firmaet skifter navn til HJN Auto

03. september 2019 kl. 15:00

JAMMERBUGT: Efter lang tids overvejelser har Claus Nielsen, ejer af H. J. Nielsen Automobiler besluttet at sælge sin bilforretning.

- Det har været en meget svær beslutning, men tiden er inde til at starte på et nyt kapitel. De sidste tre år har vores familie været meget igennem. Men jeg er glad for at kunne give stafetten videre til mine to medarbejdere, Lene Pedersen og Brian Jensen, siger Claus Nielsen.

H. J. Nielsen Automobiler blev etableret i Fjerritslev i 1981 af Claus Nielsen’s far, Hans Jørgen Nielsen, med forhandling af Nissan og siden hen også med Chevrolet og Suzuki.

Claus Nielsen blev udlært mekaniker i virksomheden i 1990. Efter en tur på landevejene som lastbilchauffør kom han tilbage i virksomheden igen i 1997, først som lagermand og siden som sælger. Efter et glidende generationsskifte blev Claus Nielsen eneejer i 2008.

I 2009 blev der også åbnet en afdeling med såvel værksted som bilsalg på Fristrupvej i Aabybro.

Virksomheden er fire gange blevet kåret som årets Nissan forhandler og beskæftiger 16 medarbejdere i Fjerritslev og seks i Aabybro

Det er to hjemmevante medarbejdere, der nu kan kalde sig ejere.

Lene Pedersen har været ansat som bogholder hos H. J. Nielsen Automobiler i sammenlagt 14 år. Hun har en uddannelsesmæssig baggrund som revisor. Lene Pedersen bor i Aars sammen med sin mand Michael og deres to børn, Lasse på 16 år og Maria på 14 år.

Brian Jensen har været en del af H. J. Nielsen Automobiler i seks år. Han bor i Brovst og er gift med Dorthe. De har børnene Michelle på 20 år og Patrick på 24 år. Brian Jensen har ligeledes en baggrund som revisor, og han har derudover 24 års erfaring som bilsælger.

H. J. Nielsen Automobiler skifter efter overtagelsen, der markeres med en reception på Svinkløvvej i Fjerritslev fredag 13. september, navn til HJN Auto.

Annonceret indhold

Nyeste