Livet her

Handelsbyer med fælles gavekort

Forretninger i samarbejde om at kapre kunder

29. september 2017 kl. 08:51
Opdateret kl. 10:42

De fire store handelsbyer i Jammerbugten - Aabybro, Brovst, Fjerritslev og Pandrup - arbejder sammen om at holde på og kapre nye kunder. Og næste konkrete resultat er lanceringen af et elektronisk gavekort til butikker i de fire byer - samt Blokhus.

- Vi har valgt at lancere gavekortet i de fem største handelsbyer i kommunen, siger den kommunale City Konsulent, Anni Fosgrau fra Vækst forvaltningen.

De fire centerbyers handelstandsforeninger ser nemlig ikke længere hinanden som konkurrenter, men i som kollegaer.

- Ved at løfte i flok kan vi yde meget mere. Byerne supplerer hinanden godt med forskellige forretninger og tilbud, og ved at udnytte det kan vi undgå, at kunderne kører til Aalborg eller handler ind på nettet, forklarer hun.

Rent praktisk så kan gavekortet købes to steder i hver af de fem byer, som er med i ordningen, og indtil videre er knap 70 butikker med i kortet.

- Modsat når du køber et gavekort til en bestemt butik eller kæde, så kan dette bruges forskellige steder som hos frisøren, restauranten eller sportsbutikken. Desuden behøver man ikke bruge hele beløbet en gang, men kan sprede det ud over flere indkøb forskellige steder, oplyser Anni Fosgrau.

Hun fortæller, at gavekortet er positivt modtaget af forretningslivet.

- Man kan godt se, der skal noget til for at imødegå konkurrencen fra net og storbyer. Med gavekortet får man kunden fysisk ind i butikken og viser den gode service, man leverer, og får dermed mulighed for at skabe mersalg, siger hun.

City Konsulenten oplever stor ihærdig, frivillig indsats fra handelsstandsforeningerne og hæfter sig ved, at selv om kædebutikkerne også er rykket ind i byerne i Jammerbugten, så er der stadig de selvstændige butikker, som også klarer sig godt.

- Det er et godt supplement, og disse selvstændige forretninger kan ting, som kædebutikker ikke kan, nemlig give den personlige indkøbsoplevelse, siger Anni Fosgrau og nævnet et nyligt oplevet eksempel.

- En kunde skal købe en fødselsdagsgave hos en isenkræmmer og får at vide, at der netop er solgt en kande som en anden fødselsdagsgave til samme person, hvorfor butikken kan foreslå kunden at købe en ting, som er et godt supplement til kanden.

Selve lanceringen af gavekortet finder sted i de enkelte byer i weekenden op til efterårsferien.

Annonceret indhold

Nyeste