Livet her

Historisk salmestafet i Brovst - depechen rækkes videre til Grundtvig

05. september 2017 kl. 10:17

Efter en sommerpause genoptages nu den historiske salmestafet i 9460 Brovst og dermed igangsættes opløbet med de sidste tre runder.

Det sker tirsdag d. 12. september kl. 19.30 i Langeslund Kirke med en omgang med N.F.S. Grundtvig i hovedrollen.

- Suveræniteten er indiskutabel ved den store salmedigter, der havde en stor del af sit virke ved Vartov Hospital i København: Hele 1.500 salmer kom der fra hans hånd; deraf befinder sig i dag 255 i salmebogen, hvoraf 92 er oversættelser/bearbejdelser. Han har dermed om nogen været med til at definere, hvad en dansk salme er, siger Per Iversen, der er kirke- og kulturmedarbejder.

Deltagerne vil ved salmestafetten i Langeslund Kirke synge nogle af de mest kendte salmer af Grundtvig, bl.a. "Den signede dag med fryd vi ser" og "Hil dig, Frelser og Forsoner", og det vil som ved de øvrige stafetrunder ske i en spændende variation med soli og korsang fra de deltagende kirkemusikere.

Grundtvig levede og virkede midt i den romantiske strømning i dansk kultur, og organist Christian Vestergaard Wennerlin vil denne aften på Langeslund Kirkes romantiske orgel på smukkeste vis få nogle af klangene fra romantikken frem.

- Men Grundtvig er samtidig også pinsens og dermed åndens og kraftens digter, og det kraftfulde i musikken står netop Torslev-Ø. Svenstrup Kirkes blæsere, under ledelse af Henrik Leding Skøtt, for; de vil også være med til at ledsage salmesangen, forklarer Per Iversen.

Den historiske salmestafet slutter i november, og der er intet krav om at skulle deltage hver gang. Man kan ligeledes stadig nå at stå på. Der kan læses mere om arrangementerne på kirkeogsogn.dk og på facebook-siden "Historisk salmestafet i 9460 Brovst"; begge steder forefindes bl.a. et samlet program over hele stafetten.

Annonceret indhold

Nyeste