Livet her

Hundefestival i vildtreservat

03. september 2017 kl. 10:53

I Weekenden 9. og 10. september samles et stort antal af hunde i alle størrelser, former og farver i Blokhus Vildtreservat til fest for dem med fire poter.

Hundefestivalen tiltrækker alle typer af hunde og hundeejere. og her kan både to- og firbenede få en god oplevelse, nyde en hyggelig og lærerig dag sammen med andre hundeinteresserede og få nogle gode tilbud med hjem fra boderne.

Selvom Blokhus Hundefestival først og fremmest står i hundens tegn, er den også en familiefestival. Gæsterne kan igen i år opleve ørne og ugler i rovfugleshowet, og der vil være hesteopvisning og mulighed for at få en trækketur på hestene. Spejderne fra Saltum inviterer til hygge omkring bålet med snobrød og pandekagebagning. West Vendsyssel Buelaug viser, hvordan man håndterer bue og pil, og så noget ganske særligt i år, stilles der en ekstra spændende bane op.

Begge dage byder festivalen på workshops, hvor man kan prøve agility (forhindringsbane), rally (lydighed) og som noget nyt, Nose Work, hvor hunde skal snuse sig frem til en duft, hvilket er en sjov og spændende måde at aktivere sin hund på.

Nose Work henvender sig til alle hunde og hundeejere. Det kræver ingen forudsætning, hverken af hund eller ejer.

Det er DCH Brønderslev, DKK Åbybro, Hundeklubben Klithuse og hundetræner Betina Hofmann, der står klar til at tage i mod alle, der gerne vil prøve agility, rally og Work Shop.

Alle, der har lyst til at vise sin hund frem for en dommer og få ros og kritik, kan møde op om lørdagen hos DKK Åbybro. Alle hunde uanset race eller blanding kan deltage og tilmelding er ikke nødvendig. Det er også DKK Åbybro, der står for paraden med berner sennenhunde om lørdagen.

Hos Dansk Jagtgravhunde Klub kan hundefestivalens gæster lære alt om gravhunde og høre om de fascinerende talenter, de små hunde besidder.

Hundefestivalens gæster kan glæde sig til at møde en vaskeægte læsehund, nemlig hovawarten "Indy" og ejeren Jette Detlevsen, der holder foredrag om arbejdet som læsehund. Læsehunde bruges i arbejdet med børn, der har vanskeligheder ved at læse.

Når sulten melder sig, kan man tage en pause i Blokhus Inner Wheels store madtelt, hvor der kan købes mad og drikke, kaffe, kage og is. Al overskud af salget går til velgørende formål.

Annonceret indhold

Nyeste