Lindy Aldahl véd om nogen, hvor tiltrækkende en usund livsstil kan være. Derfor giver han ikke råd med en løftet pegefinger, men fortæller, hvordan tilhørerne kan kombinere det bedste fra begge verdener. PR-foto
Livet her

Hyggen hører med til sund livsstil

LIVSSTIL: Humørbomben Lindy Aldahl, kendt fra flere tv-programmer, gæster Fjerritslev Motionscenter torsdag 12. september med foredraget »Husk lige hyggen«

11. september 2019 kl. 15:43

FJERRITSLEV: Lindy Aldahl, der tog danskerne med storm i DR’s seersucces »Rigtige Mænd«, gæster Fjerritslev Motionscenter i Idrætscenter Jammerbugt torsdag 12. september om aftenen, hvor han vil levere et underholdende foredrag under overskriften »Husk lige hyggen«.

Siden sin deltagelse i »Rigtige Mænd« har Lindy Aldahl oplevet stor interesse for sin person og den livsstilsændring, han har gennemgået under og efter programmet. Lindys succes som den altid grinende og kække humørbombe har budt på flere ændringer end blot sund kost og gentagende motion. Det har ledt til en karriere som foredragsholder og forfatter, hvor han blandt andet har udgivet kogebogen »Rigtige mænd – herrego’ mad« i samarbejde med Den Skaldede Kok og de øvrige mænd fra programmet. Desuden har han medvirket i DR-programmerne »På Landevejen« og »Bare det ikke regner«.

Med »Husk lige hyggen« er der lagt op til en aften med højt humør, jokes og anekdoter. Foredraget tager udgangspunkt i Lindy Aldahls bog fra 2018 med samme titel, hvori han skildrer sin livsstilsændring. Han har fået det bedre i sin krop, hans humør er bedre end nogensinde før, og han er blevet den far for sine børn, som han altid har drømt om.

Det skræmmende ved en sundere livsstil kan for mange være, at de føler, at de bliver nødt til at give slip på alt det, de allerbedst kan lide: fed mad, iskolde øl, søde kager og en slapper i sofaen, påpeger Lindy Aldahl. Denne tankegang vil han i foredraget gøre op med, men leveret med sin velkendte humor, så publikum først og fremmest er garanteret masser af gode grin undervejs.

Lindy Aldahl véd om nogen, hvor tiltrækkende en usund livsstil kan være. Derfor giver han ikke råd med en løftet pegefinger, men fortæller, hvordan tilhørerne kan kombinere det bedste fra begge verdener.

Billetter til foredraget sælges i forsalg via info@fjerritslevmotionscenter.dk, oplyser Lone Sørensen fra arrangørerne

Annonceret indhold

Nyeste