Livet her

Ingen byer uden lokalhandel

Nu spirer et håb rundt om i byerne

28. marts 2021 kl. 09:15

HAN HERRED: Da Danmark sidste marts for første gang lukkede ned, spredte der sig usikkerhed blandt landets borgere, for hvad betyder dette for mig og for andre?

For de liberale erhverv og udvalgsvarebutikkerne startede en længere kamp, som de bestemt ikke var ene om at kæmpe.

Nu spirer et håb rundt om i byerne. Først kunne udvalgsvarebutikkerne åbne og senest også de liberale serviceerhverv.

- Jeg må indrømme, jeg var meget bekymret for handelslivet i starten, fortæller Brian Thisted, der tænker tilbage på 11. marts 2020. - Men lige så stille fandt vi alle en måde at tilpasse os.

Brian Thisted, driver til hverdag SuperBrugsen i Fjerritslev, og så har han i mange år siddet i bestyrelsen for Fjerritslev Handelsstandsforening.

Nedlukningen satte alle i samme båd, og snart handlede det om, hvorledes vi bedst kunne hjælpe hinanden godt igennem krisen. I de lokale byer har denne hjælp indbefattet lokalhandel, tålmodighed og hensyn.

Formand for Brovst Handelsstandsforening, Jens Christian Nielsen, og bestyrelsesmedlem af Fjerritslev Handelsstandsforening, Brian Thisted, er enige om, at der ingen by ville være uden lokal opbakning til butikkerne.

- Corona har været og er hård ved butikkerne. Jeg tror, de fleste oplevede et udmærket økonomisk år i 2020, men udvalgte butikker har mærket krisen mere, bl.a. pga. forsamlingsforbuddet. Det er dog min oplevelse, at der er stor interesse for at handle lokalt. Der er mange af mine egne kunder, der taler om lokalhandel som et vigtigt mål for dem. Det er da rigtig dejligt at høre, siger Jens Christian Nielsen, der også er indehaver af butikken, Hr. Nielsens Specialiteter i Brovst.

Den skønne og alsidige natur, der omfavner området Fjerritslev og Brovst trækker hvert år et imponerende antal turister til. Desuden gør det livlige handelsliv i begge byer det særligt attraktivt at holde til ved disse kanter ferien ud. Det kunne ikke lade sig gøre uden trofaste lokalhandlende, der hver dag støtter byens liv ved at finde sine varer lokalt.

- Brovst er en by med mange butikker set i forhold til indbyggerantal – sådan skal det selvfølgelig fortsætte. Det betyder, at kunder kan få ganske meget af det, de søger lokalt, forklarer Jens Christian Nielsen.

Det er ikke kun sig selv, man forkæler, når man bruger tid på at shoppe i de lokale butikker. Faktisk forkæler man hele byen og hjælper butikkerne med at komme igennem coronakrisen.

- I Ferritslev og Brovst må alle butikker nu holde åbent, så det bedste ville være at handle lokalt. Det er på den måde, vi bibeholder de eksisterende butikker. Ved at benytte butikkerne, får de mulighed for at stå stærkt, hvorfor de kan få et større vareudvalg og sælge dem til konkurrencedygtige priser. Det kan øge interessen fra kunder udefra. Hvis de lokale butikker fravælges, ville byen stagnere, og butiksdød ville være skræmmescenariet, fortæller Jens Christian.

- En by er ikke attraktiv, når først butikkerne lukker. Når man handler lokalt, holder man sin egen by attraktiv for sig selv og andre, fortæller Brian Thisted.

Handelsstandsforeningerne består byens handelsbutikker og andre ildsjæle fra byen. De arrangerer i fællesskab projekter, initiativer og arrangementer, der skal gavne handelslivet i byen. Desto flere medlemmer der er i foreningen, desto mere kan de gøre.

- Vores område har et stort opland. Skal man have samme handlemuligheder, skal man enten til Aabybro eller Thisted. Det ville sætte hele området ud af spil, hvis ikke vi havde vores butikker. Heldigvis er dette scenarie meget langt fra virkeligheden, siger Brian Thisted. Alt tyder nemlig på et sundt handelsliv.

- Jeg tror det er ganske sundt, at vi har flere butikker under samme segment. Det kan skabe en god konkurrencedynamik, at man er nødt til at holde øje med de andre butikker, forklarer Brian Thisted.

Han er ikke bleg for at indrømme, at han er meget imponereret af de lokal butikkers kreativitet og evne til at holde liv i byen. Den gejst er han ikke tvivl om, at de får fra trofaste kunder.

Jens Christian Nielsen har især tænkt på de liberale erhverv, der har været tvangslukket i flere måneder. Nu har de også fået travlt med kunder, og det glæder Jens Christian.

Både Brian Thisted og Jens Christian Nielsen er meget optimistiske for fremtiden.

Annonceret indhold

Nyeste