Livet her

Ingvar: - Andre kommuner kunne godt lære noget af Tour de Jammerbugt

Efter 4 måneder er Tour de Jammerbugt afviklet, og løbet har skabt stor begejstring blandt deltagere

09. september 2019 kl. 15:11

Et motionsløb fordelt over hele kommunen med discipliner for den hurtige atlet og den glade motionist. Det har været konceptet for årets Tour de Jammerbugt, som er blevet afviklet med fire etaper før sommerferien og fire efter. Og koger man oplevelsen af løbet ned til fire ord, lyder det fra kommunen sådan her.

- Det var en succes, siger Ulla Tjel, udviklingskonsulent og medvirkende til at afvikle Tour de Jammerbugt.

Løbet har haft over 3400 deltagere, hvis man tæller skolebørnenes deltagelse med. Derudover har flere hundrede frivillige været involveret i løbet både ved depoter og poster på MTB-ruter. De otte etaper har været fordelt fra Thorup Strand i vest til Ingstrup i øst, og det har givet noget helt specielt til løbet.

- Deltagerne giver udtryk for at det er spændende at se hele kommunen og komme i nogle områder, de aldrig har været i før. Det, tænker jeg, er et stort hit, siger Ulla Tjel.

At se hele kommunen er netop en af grundene til at Ingvar Richard Olsen, fra rulleskøjteklubben "Vi Ruller, Hjørring", også er begejstret over løbet.

- Jeg har virkelig nydt at se Jammerbugt Kommune fra rulleskøjter, og været ude i afkroge jeg ellers ikke har brugt meget tid på. Det har været en kæmpe fornøjelse, siger Ingvar.

I de seks runder ud af otte, som han har deltaget i, har han været forbi Slettestrand, set Svinkløv badehotel efter genopbyggelsen, været over dæmningen nede ved Gjøl og med hans egne ord "kørt kommunen tynd".

Ligger på hjul

Til løbet kunne deltagere stille op i løb, gåture, MTB, cykling og rulleskøjteløb. Det har blandt andet gjort, at formstærke idrætssjæle er blevet blandet med hygge-motionister til løbet.

- Fællesskabet har været rigtig fint på tværs af sportsgrenene. Vi har hilst og givet hinanden tilråb ude på ruterne. Jeg har også ligget i læ bag nogle på MTB, og så har vi hygget lidt på den måde, fortæller Ingvar Richard Olsen.

De otte etaper har været fordelt fra Thorup Strand i vest til Ingstrup i øst, og Ulla Tjel håber på at kommunen kan være vært for et lignende løb til næste år. Det samme håb har Ingvar Richard Olsen.

- Hjørring Kommune og andre kommuner kunne godt lære noget af det her, i forhold til at vise kommunen frem. Jeg håber, at løbet kommer til at ske igen, siger Ingvar Richard Olsen på 53 år.

Både Ingvar Richard Olsen og Ulla Tjel sender en stor tak til alle de frivillige, som tog del i løbet. Særligt til de, som har stået i regnvejr og delt bananer, chokolade og væske ud.

Annonceret indhold

Nyeste