Livet her

Jammerbugt indgår nyt samarbejde om sundhed

26. oktober 2018 kl. 09:47

Sammen med godt 50 øvrige kommuner deltager Jammerbugt Kommune nu i Sund By Netværket. Et netværk, som understøtter folkesundhedsarbejdet i kommuner, regioner, nationale aktører og WHO. Og det er sundhed set i forhold til både fysisk, psykisk og socialt velvære.

Med medlemskabet forpligter Jammerbugt Kommune sig til at dele viden og erfaringer på sundhedsområdet, udvikle nye metoder og modeller for at fremme folkesundheden og holde kurser om emnet.

- Sund By Netværket giver os mulighed for at hente god viden og inspiration til vores arbejde med at fremme sundheden blandt borgerne. Blandt andet kommer vi til at trække på erfaringer i forhold til arbejdet med kommunens nye sundhedspolitik og strategien for det nære sundhedsvæsen. Her forventer vi, at netværket kan bidrage med viden og inspiration, siger Ib Nellemann, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget.

En central del af netværket er 14 temagrupper, hvor formålet er at dele erfaringer inden for fagspecifikke områder og at omsætte ny viden til lokal praksis.

Temagrupperne spænder bredt lige fra grupper om beskæftigelse og sundhed over det gode ungeliv til mental sundhed.

- I temagrupperne har medlemmerne stor viden om de enkelte temaer. Det giver os en stærk mulighed for at blive inspireret til at gøre nogle ting anderledes på sundhedsområdet til gavn for borgerne. Samtidig har vi også erfaringer at dele ud af. Her tænker jeg blandt andet på vores arbejde med ABC Mental Sundhed, hvor vi arbejder med mental sundhed som noget essentielt for alle og ikke kun for særligt udsatte borgere. Jeg ser meget frem til samarbejdet, og ikke mindst hvad det kaster af sig, fortæller Ib Nellemann.

Ud over at have et stærkt fagnetværk i de enkelte temagrupper, så henter temagrupperne også inspiration, ideer og erfaringer på tværs, da flere af temagrupperne er fagligt tværgående.

Annonceret indhold

Nyeste