Livet her

Juhuu - vi har fået vores helt egen bus

Skolebus-idéen har boblet i flere år for skolen, der er spredt på tre matrikler

10. marts 2021 kl. 11:34

ØSTERILD: Der var viftende dannebrogsflag og brede smil over hele linien, da elever og lærere fra Hannæs- Østerild Skole i matchende T-shirts modtog skolernes helt egen grønne Renault Arres bus med kæmpe skolelogoer på siden og bagpå.

50 elever fra de mindste klasser, der ikke er corona-hjemsendt, tog imod sammen med de hjemsendte 5. og 6. klasser, der fulgte med live hjemmefra og forrest stod en ekstra glad skoleleder Hans Henrik Thrane.

Skolebus-idéen har boblet i flere år for skolen, der er spredt på tre matrikler: i Østerild, Tømmerby og Vesløs - og er nu endelig blevet en realitet.

Nu skal hjulene på bussen rulle rundt, rundt, rundt og give den tre-delte skoles elever helt nye muligheder for indlæring og oplevelser ude af huset.

- Bussen betyder en stribe af nye muligheder for at skabe samhørighed og socialt netværk mellem vore tre skoler, og ikke mindst nye oplevelser på tværs af de tre skoler. Vi kan nu, så at sige, flytte klasseværelset ud i naturen, når vi ønsker det. Og bussen holder der jo - så er det jo bare om at komme afsted når vejret og muligheden byder sig. Vi ser det som innovation - der skal afprøves. Jeg tror det bliver en bragende succes, lyder det fra Hans Henrik Thrane.

Omkring det økonomiske fortæller skolelederen, at bussen er en lille investering for skolen, især når man slipper for leje af bus som.

Før skulle vi overveje om vi ville til kulturoplevelser i Aarhus, eller en tur ud i nationalparken - fordi der skulle lejes en dyr bus. Nu kan vi bare køre når vi har lyst, siger Hans Henrik Thrane, der allerede har fået bookinger fra lærere til ture ud i nationalpark Thy.

Det bliver skolens pedeller, der kommer til at blive chauffør på den grønne skolebus.

Den første får førerbeviset i kommende uge.

Også enkelte lærere har ønsket at blive en del af chaufførteamet.

Efter velkomsten i Østerild drønede den grønne bus afsted mod Tømmerby, hvor endnu en varm velkomst ventede.

Hannæs- Østerild Skoles nye bus med plads til 48 personer er leveret af Michael Jeppesen fra Thy AS, der oplyser at bussen tidligere har virket som køreskolebus for AMU-centret i Odense er fra 2001.

Den har derfor kun kørt 260.000 kilometer, hvilket er lidt for en bus, der nemt kan køre 1,5 mio. km.

Og så er bussen, der er udstyret med partikelfilter, i rigtig god stand.

Annonceret indhold

Nyeste