Marskandiserparret Jens Guldsmed og Mads Ejlersen er klar til at sætte en pris på publikums medbragte effekter ved vurderingsarrangementet i Bryggergaarden lørdag 21. september. PR-foto
Livet her

Kendt marskandiserpar besøger Bryggergaarden

VURDERINGSDAG: Skattejægerne Jens og Mads fra Lykkegaard i Tversted vurderer publikums medbragte effekter i Bryggerkælderen lørdag 21. september

21. september 2019 kl. 08:21

FJERRITSLEV: Nu bliver der lejlighed til at møde de kendte antikvitetshandlere Jens Guldsmed og Mads Ejlersen, som driver egen butik på Lykkegaard i Tversted og desuden har medvirket i DR-programmet Skattejægerne samt besvaret spørgsmål i Ugebladet Hjemmets antikbrevkasse.

Det sker, når Museumsforeningen åbner kælderen til Fjerritslevs gamle bryggergård for et vurderingsarrangement lørdag 21. september om eftermiddagen. Samme dag er der i øvrigt Bryggerfestival i byen, så man forinden kan deltage i lanceringen af Bryggerbyen Fjerritslevs seneste tiltag i form af en ny lokal øl, kaldet »Kathrine Kjeldgaard – Fjerritslev Classic«.

Marskandiserparret Jens og Mads vil i løbet af eftermiddagen give deres vurdering af de effekter, som publikum medbringer, ligesom de helt sikkert kan fortælle en god historie om mange af genstandene.

− Mens man venter på, at det bliver ens egen tur til at få vurderet en medbragt ting fra gemmerne, serverer vi smagsprøver på seneste bryg fra håndbryggerlauget, ligesom der er kaffe og kage med i billetprisen, oplyser museumsleder Else K. Andersen.

− Desuden er der anledning til at gå en rundtur i museet. Her er det ved at være sidste mulighed for at se den flotte plancheudstilling, som Lokalhistorisk Arkiv har lavet i anledning af genåbningen af Svinkløv Badehotel.

Arrangementet med Jens og Mads fra Lykkegaard markerer samtidig afslutningen på en sommersæson med rigtig mange gæster i Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum.

− Vi har haft masser af børnefamilier på besøg, og der har været adskillige turister fra Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Norge og Sverige inde for at se vores udstillinger, fortæller Else K. Andersen.

− Ikke mindst har vi haft succes med vore eftermiddage med pileflet, knipling og strik, og en norsk kvinde, der havde fulgt os på Facebook, var meget interesseret at se, hvordan man knipler. Vi vil helt sikkert gøre noget lignende til næste år, fastslår museumslederen.

Håndbryggerlauget har i løbet af sommeren været på banen ad flere omgange for at fortælle om processen og uddele smagsprøver på deres bryg. En del grupper har bestilt rundvisning med Rita Rendow som guide kombineret med ølsmagning, og i det hele taget har Else K. Andersen og hendes stab af frivillige haft besøg af mange grupper på mellem 10 og 50 deltagere.

− Vi vil rigtig gerne have flere medlemmer i Museumsforeningen for at bakke op om det vigtige arbejde med at stå for driften af museet. De eneste på vores lønningsliste er to studerende, som passer museumsbutikken i de to sommermåneder, hvor vi har daglig åbningstid, tilføjer Else K. Andersen.

Annonceret indhold

Nyeste